Pressemeddelelse fra Halsnæs Kommune
Arbejdet med Råt og Autentisk – Udviklingsplan for Hundested er et nyt projekt, som strækker sig fra nu og ind i 2022. Undervejs vil borgerne i Halsnæs flere gange blive inviteret til dialog om udviklingen af Hundested.
Halsnæs Kommune skyder for alvor processen i gang med en visionsdag i Hundested, hvor alle, store som små, inviteres til at deltage. Der vil blandt andet blive sat fokus på den gode havneby med inspiration fra både Danmark og udlandet.
Dagen kommer til at byde på både workshops, oplæg og byvandring med det fælles formål at kaste lys over de fremtidige udviklingsmuligheder for Hundested som havne- og destinationsby.
Borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen, deltager i visionsdagen, og han ser frem til, at gode idéer og visioner for Hundested vil se dagens lys.
“Arbejdet med at udvikle Hundested er en rigtig spændende proces, som giver os mulighed for at løfte byen til nye højder, særligt hvis vi kan lykkes med at binde byen og havnen endnu bedre sammen. Jeg håber, at visionsdagen i Hundested vil give os et godt indblik i, hvad der betyder noget for dem, der bruger byen mest, så vi kan tage deres ønsker for Hundesteds udvikling med os i det kommende arbejde”.
Program for visionsdagen
- 10.30-10.45: Velkomst ved borgmester Steffen Jensen.
- 10.45-12.30: Internationale inspirationsoplæg og debat: Kystbyer med turisme og hverdagsliv i balance.Inspiration fra svenske, franske og britiske byer, hvor turisme og hverdagsliv går hånd i hånd i udvikling af gode kystbyer. Oplæg og debat foregår på engelsk.
- 12.30-13.30: Gratis frokost (via tilmelding).
- 13.30-15.30: Inspiration: Danske kystbycases – Aktive fællesskaber som driver byudvikling.Inspiration fra danske kystbyer, hvor lokalsamfund, kommune og byaktører i fællesskab har taget byudvikling i egen hånd og skabt liv og udvikling i kystsamfundene. Mød også Halsnæs Kommunes rådgivere på projektet ARCTIC, som er en kommende arktisk attraktion på Hundested Havn. Rådgiverne præsenterer cases på kulturattraktioner, der kan inspirere det fremtidige arbejde i Hundested.
- 15.30-16.00: Kaffe og kage
- 16.00-18.25: Byvandring og workshop: Vis os dit Hundested!Byvandring og workshop hvor vi spørger; Hvad er de vigtigste kvaliteter ved Hundested i dag? Og hvordan skal Hundested se ud om 25 år? Workshoppen foregår delvist som en udendørs gåtur, så medbring gerne paraply i tilfælde af regn.
- 18.25-18.30: Tak for i dag ved borgmester Steffen Jensen.
Visionsdagen og Råt og Autentisk – Udviklingsplan for Hundested støttes af Statens Kunstfond, Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania.
Praktisk information om deltagelse
Visionsdagen afholdes den 21. september fra klokken 10.30 i værftshallen på Hundested Havn, Nordre Beddingsvej 47, 3390 Hundested.
Det er gratis at deltage, og der er mulighed for at være med i hele arrangementet eller blot i dele af det.
Tilmelding
Hvis du kun deltager i byvandring og workshop, behøver du ikke at tilmelde dig på forhånd, men deltagelse i frokost og den øvrige del af dagen kræver tilmelding. Du kan tilmelde dig via dette link:
Kontakt:
Mads Farsø, specialkonsulent, Halsnæs Kommune. Mail: mafar@halsnaes.dk Telefon: 30 34 85 32
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vil-du-vaere-med-til-at-saette-retningen-for-udviklingen-af-hundested?releaseId=13630866
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **