Pressemeddelelse fra Flügger group A/S
Der smides årligt 42.000 tons brugt malingemballage ud. Det er en sort streg i CO2-regskabet, men står det til seks DTU-studerende, går malerne en mere bæredygtig fremtid i møde. Gruppen, der kalder sig Paint’R, er nemlig godt i gang med at udvikle fremtidens bæredygtige malerspand.
“Spanden” består af en papkasse, der kan rumme to klare plastposer med hver fem liter maling. Den samlede besparelse i CO2-udledning fra produktion og materialer til emballage bliver på omkring 75 procent. Samtidig reducerer de studerende forbruget af plastikemballage til 10 liter maling med over 90 procent. Men et er tallene på papiret, noget helt andet er at få udviklet en bæredygtig emballage, som rent faktisk kan bruges af branchen.
– Jeg er selv søn af en malermester og ved, hvor høje krav de stiller til emballagen. Den skal være håndterbar og effektiv at have med at gøre, siger Nicolai Casper Raith Hansen fra Paint’R.
Kan blive standard i malerfaget
For at kunne tegne stregerne til en bæredygtig emballage, som ikke ville blive kasseret af branchen, har de studerende afholdt workshops for professionelle malere og fået input fra flere producenter. Interessen er stor over hele linjen.
– Malerfaget er på mange måder meget konformt, og malerspanden er et levn fra en anden tid. Det er tiltrængt, at der bliver udviklet på den. Både i forhold til dens pladskrævende runde form, den store mængde plastik, den bliver lavet af, og de ergonomiske udfordringer, der opstår, når man bærer rundt på spandene, siger malermester Samuel Julian Zachariae fra Malerfirmaet Lykkebo, som sammen med andre malere har deltaget i udviklingen af den bæredygtige malerspand.
– Timingen er perfekt for de studerende. Der sker rigtig meget med bæredygtig maling for tiden. Producenterne rykker stærkt, og hvis de studerende får rettet de sidste detaljer til på kassen, så kommer den til at blive standard i branchen. Den vil passe perfekt ind i den bæredygtige profil, min egen virksomhed dyrker, tilføjer han.
Store ører hos malingsproducenterne
En af de malingsproducenter, der har vist særlig stor interesse for den bæredygtige malerkasse er Flügger. Som alle andre i branchen er de berørt af, at EU fra 2025 stiller krav om, at producenter, der sælger produkter i engangsemballage, selv skal betale for at få det bortskaffet igen. Samtidig har Flügger defineret 2030-mål om CO2-neutral produktion, 75 procent genanvendt plastik i deres emballage samt at kunne producere 100 procent bæredygtig maling.
– Vi har meget ærligt indvilliget de studerende i de smertepunkter, leverandører som os ser ind i. Vi er særdeles nysgerrige på forbedringsmuligheder, og samtidig stemmer de studerendes syn på bæredygtighed overens med den kurs, Flügger har lagt og bruger forsknings- og udviklingsmidler på, siger Sune Schnack, CEO i Flügger.
Udover samarbejdet med Flügger, er Paint’R projektet, der med deres bæredygtige malerkasse også giver malere bedre ergonomi og en hurtigere arbejdsgang, foreløbig støttet med 30.000 kroner fra Kai Houmann Nielsens Fonden gennem Sky Lab funding på DTU og 25.000 kroner fra Boligfonden Kuben. Derudover har de vundet 25.000 kroner i Mikrolegatkonkurrencen støttet af Tuborgfondet. De seks studerende forventer, at Paint’R boksen er færdigudviklet og klar til at blive overleveret til en producent i løbet af 2021.
Kontakt:
Nicolai Casper Raith Hansen
Medstifter, Paint’R projektet
(+45) 23 88 25 24
nicolaicrh@hotmail.com
Rasmine Reeh
Communication Manager, Flügger group A/S
(+45) 29 46 64 85
raree@flugger.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/studerende-vil-erstatte-42-tons-malingemballage-med-pap?releaseId=13630848
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **