Pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen
Hvad har EU’s strukturfonde været med til at skabe i Midtjylland? Ja, de har blandt andet hjulpet en lang række iværksættere i gang – fx Jeanette Hviid Klausen, som “lærte alt” i et iværksætterprojekt støttet af Socialfonden. EU-midler går også til spændende forsøg med protein udvundet af græs, der kan erstatte importeret soja i dyrefoder – og med tiden indgå i fremtidens fødevarer til mennesker.
Begge projekter kan man møde fra tirsdag den 14. september til torsdag den 16. september ved den fælleseuropæiske event Europeinmyregion. Her holder midtjyske strukturfondsprojekter inden for innovation og iværksætteri åbent hus.
Skarpe iværksættere i Viborg
Iværksætteren Jeannette Hviid Klausen kan man møde torsdag den 16. september hos Business Viborg, når socialfondsprojektet StartUp Viborg – Udvikling og styrkelse af iværksætterkultur åbner dørene (
).Jeannette lærte gennem StartUp Viborg alt det nødvendige om sociale medier, jura, økonomi, bæredygtighed, forretningsmodel, arketyper og mange andre emner.
“Jeg blev langt mere skarp på min forretning efter StartUp Viborg, og nu ved jeg, hvordan jeg skal skille mig ud, så kunderne får øje på mig,” siger Jeanette Hviid Klausen, der sælger bæredygtigt produceret tøj fra sin webshop.
Projektet drives af Business Viborg og er støttet med knap 2,3 mio. kr. fra EU’s Socialfond. 58 iværksættervirksomheder har foreløbig deltaget, og to nye hold er startet i august-september.
Et andet projekt for iværksættere, Iværksætterprogram 2018-2021, holder åbent hus onsdag den 15. september på DOKK1 i Aarhus. Her kan man møde en række innovative startups og høre om deres udbytte af socialfondsprojektet. Iværksætterprogram 2018-2021 drives af Erhvervshus Midtjylland og er støttet med 17,9 mio. kr. fra EU’s Socialfond.
Fremtidens bæredygtige dyrefoder i Foulum
På Aarhus Universitets afdeling i Foulum kan man tirsdag den 14. september komme helt tæt på et af de mest spændende forsøg med bæredygtige råvarer i Danmark.
Her holder EU-projektet Innovationssamarbejder om udnyttelse af grøn biomasse åbent husi Danmarks største forsøgsanlæg til raffinering af grøn biomasse (
.“Vi garanterer et par spændende timer, hvor man kommer ud at se markerne, hvor biomassen dyrkes, og man kommer helt tæt på forsøgsanlægget og kan røre ved og snuse til produkterne,” fortæller projektleder Michael Støckler fra fødevareklyngen Food & Bio Cluster.
Græsprotein ventes at kunne erstatte en del af den importerede soja, som i dag bruges i dyrefoder. Også restproduktet kan bruges – dels i kvægfoder og dels kan det omdannes til biogas, og resten kan blive til gødning. Innovationsprojektet er støttet med 6 mio. kr. fra EU’s Regionalfond.
Her kan du møde de midtjyske EU-projekter
- 14. sept. kl. 15-17: Innovationssamarbejder om udnyttelse af grøn biomasse, AU Foulum
- 15. sept.: Iværksætterprogram 2018-2021, DOKK1, Aarhus
- 16. sept. kl. 14-18: StartUp Viborg – Udvikling og styrkelse af iværksætterkultur, Viborg
Kontakt:
Maria Nordvig Vendelbo, kommunikationskonsulent, Erhvervsstyrelsen, +45 35 29 12 19, marven@erst.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/se-anlaegget-der-presser-protein-ud-af-graes-eu-projekter-udvikler-fremtidens-fodevarer-og-gor-ivaerksaettere-skarpe?releaseId=13630774
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **