Pressemeddelelse fra Naturstyrelsen
Under markerne i Lindved og Højby ligger et vigtigt grundvandsmagasin, som forsyner store dele af Odenses borgere med drikkevand. For at vi også i fremtiden kan få rent vand i vores haner, er det vigtigt at beskytte grundvandet i området.
Odense Kommune, Vandcenter Syd og Naturstyrelsen indgår derfor en samarbejdsaftale om at rejse en ny bynær skov syd for Odense. Skoven vil beskytte grundvandet i området mod forurening, og samtidig får beboerne i Højby og Lindved udsigt til trækroner og grønne stier.
En forudsætning for skoven er, at lodsejerne inden for projektområdet vil sælge jord til skoven. Det bliver Naturstyrelsen som bliver ejer af skoven, og styrelsen har i forvejen erhvervet 12 hektar jord inden for projektområdet.
“Skovrejsningen i Højby og Lindved spiller ind i tre vigtige dagsordener. Vi sikrer rent grundvand, og borgerne får et rekreativt område med bynær skov, og endelig er ny skov med til at indfange CO2. Dette projekt flugter med kommunens politiske mål om at skabe en grøn, rekreativ ring rundt om Odense”, siger rådmand Christoffer Lilleholt (V), By- og Kulturforvaltningen.
“Med skovrejsningsprojektet tager vi for alvor fat på at få beskyttet grundvandet på Lindved Kildeplads, der er én af VandCenter Syds største kildepladser. Vores mål er at producere drikkevand baseret på rent grundvand. På Lindved Kildeplads kan vi nu ane dette mål i horisonten med indgåelse af skovrejsningsaftalen”, udtaler Anders W. Berthelsen, bestyrelsesformand i VandCenter Syd.
“Vi vil nu undersøge muligheden for at erhverve yderligere arealer inden for projektområdet, hvorefter vi vil igangsætte planlægning og borgerinddragelse om, hvordan de nye arealer kan indrettes” siger skovrider Jakob Harrekilde Jensen, Naturstyrelsen Fyn.
Afsluttet høring
Samarbejdsaftalen med den tilhørende miljørapport har været i høring i perioden 10. maj- 4. juli 2021. Der har været gennemført et offentligt fysisk møde den 14. juni 2021 med ca. 25 deltagere. Der er modtaget 4 høringssvar.
Der er på baggrund af de modtagne høringssvar udarbejdet en sammenfattende redegørelse med en tematisk besvarelse af høringssvarene (vedlagt). Høringssvarene har bl.a. omhandlet skyggepåvirkning på naboejendomme samt ønsker/forslag vedr. adgang til området og inddragelse af oplysninger om botaniske lokaliteter og kulturhistoriske værdier.
Underskriftsceremoni
Mandag den 13. september 2021 kl. 13.00 underskriver rådmand Christoffer Lilleholt, bestyrelsesformand for Vandcenter Syd Anders W. Berthelsen og skovrider Jakob Harrekilde Jensen fra Naturstyrelsen Fyn samarbejdsaftalen ved en mindre ceremoni på stedet, hvor pressen er velkommen.
Der vil være taler fra hver af de 3 samarbejdspartnere samt mulighed for at stille spørgsmål til skovrejsningsprojektet.
Mødested: Ved indkørsel til Lindvedvej 59, 5260 Odense. Fra mødested skal man gå ca. 450 m til egetræet (se foto). Solidt fodtøj anbefales.
Fakta: Ny skov ved Odense
- Det 260 hektar store skovrejsningsprojekt syd for Lindved og vest for Højby er en samarbejdsaftale mellem Naturstyrelsen, Odense Kommune og VandCenter Syd.
- Projektet løber over en periode på 20 år med opstart i 2021 og afslutning i 2041.
- Der er lagt et budget på 66,4 millioner kroner, hvoraf 12 millioner kommer fra Odense Kommune, 32 millioner kommer fra VandCenter Syd og 22 millioner kommer fra Naturstyrelsen.
Yderligere oplysninger:
Odense Kommune:
Kontorchef Allan Bach Laursen, tlf. 5148 1359, mail:
Vandcenter Syd:
Projektchef Troels Kærgaard Bjerre, tlf. 2969 2407. Mail:
Naturstyrelsen Fyn:
Skovrider Jakob Harrekilde Jensen, tlf. 7254 3550 / 4178 2043. Mail:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-skov-ved-odense-pa-vej?releaseId=13630721
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **