Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S
Fredag den 10. september åbner Danmarks nye discountsupermarked sin nye butik i Hørning. Det sker på Rådhuspladsen 1, hvor dørene slås op til en helt ny Coop365 klokken 8.00.
I spidsen for den helt nybyggede butik står Benjamin Chrautwald Jørgensen.
“Jeg glæder mig til at lære kunderne at kende og vise vores nye butik, som vi er meget stolte over. Vores mål er, at det altid skal være billigt, nemt og godt at handle her. Så hvis der er kunder, der synes, der er noget, vi kan gøre bedre, så må de endelig tage fat i mig,” siger Benjamin Chrautwald Jørgensen, der på åbningsdagen er klar med skarpe tilbud og gaveposer til de første 50 kunder.
Fra Hørning til Coop365-direktør
Kædedirektør Thomas Nielsen glæder sig over, at Coop365 nu kan tilbyde kunderne i lokalområdet en dagligvarebutik, hvor de kan få kvalitet og ansvarlig til den laveste pris og samtidig foretage indkøbet i én og samme butik.
“Coop365 har en kundefokuseret grøn og ansvarlig tilgang, som forener et godt og bredt sortiment af kvalitetsvarer til discountpriser. Det arbejder alle vores dedikerede medarbejdere på 365 dage om året at kunne levere – deraf navnet Coop365,” siger Thomas Nielsen, der glæder sig særligt meget over åbningen i Hørning.
“Jeg startede selv min karriere i 1995 i SuperBrugsen i Hørning, så jeg er ekstra stolt og glad over, at vi sammen med selv samme SuperBrugs nu kan tilbyde kunderne vores nye discountkoncept,” siger han.
Ikke kun Thomas Nielsen har fået købmandskabet under huden i Hørning. Også Coops administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen, begyndte for 25 år siden sin karriere som salgsassistent i netop SuperBrugsen i Hørning.
En investering i det lokale handelsliv
Byggeriet af den 1.200 m2 store dagligvarebutik står SuperBrugsen/Hørning Brugsforening bag. De indgik sidste år en aftale med Coop om at åbne en Coop365 i deres nye butikslokale.
Uddeler Jens F. Grøftehauge, SuperBrugsen Hørning, ser frem til, at det velfungerende handelsliv omkring Torvet får selskab af Coop365.
“Vi har ønsket at investere i det lokale handelsliv til gavn for kunderne og byen, og med både 28 nybyggede lejligheder og den nye Coop365 sikrer vi, at Torvet med de mange gode specialbutikker og SuperBrugsen bliver styrket,” siger han.
Coop365-butikkerne har udvidet sortimentet og har 600-700 flere forskellige varer på hylderne end kunderne ellers har været vant til i discountregi. Mere end 400 varer på hylderne er økologiske, og kæden tilbyder 10% bonus på al frisk frugt & grønt, hvis man handler med Scan & Betal – og så kommer man til og med også nemt og hurtigt igennem butikken.
Kontakt:
Butikschef Benjamin Chrautwald Jørgensen, 2877 1477
Kædedirektør Thomas Nielsen, 2095 2299
Uddeler Jens F. Grøftehauge, SuperBrugsen Hørning, 8692 1051
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coop365-inviterer-til-abningsfest-i-horning?releaseId=13630638
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








