Pressemeddelelse fra Ase
“Det står efterhånden lysende klart, at jobcentrene ikke løser opgaven tilfredsstillende. A-kasserne bør derfor overtage hele ansvaret for de forsikrede ledige, og ledighedssamtalerne bør digitaliseres omgående, så effektiviseringsgevinsten ikke spildes på gammeldags fysiske samtaler, men i stedet kommer de ledige til gode. Samtidig bør der indføres metodefrihed, så indsatsen kan målrettes den enkeltes behov. Størsteparten af de ledige kan nøjes med en meget mindre, men til gengæld mere målrettet og motiverende indsats end det nuværende rigide system kræver, hvor processen er vægtet højere end det individuelle menneskesyn,” siger Karsten Mølgaard Jensen.
Samtidig efterlyser han et samlet blik på dagpengesystemet og beskæftigelsesindsatsen i stedet for det halvhjertede fokus på nogle dagpengesatser.
“Vi har gennem flere år foreslået en trappemodel i dagpengesystemet, hvor ydelsen var højest i begyndelsen af ledighedsperioden. Det giver mere ro om familiens økonomi, så den enkelte kan koncentrere kræfterne om at finde et nyt job. Umiddelbart havde en model uden anciennitetskravet været at foretrække, da det vil øge gennemsigtigheden i et system, hvor det i forvejen kan være vanskeligt for den enkelte at gennemskue sine rettigheder. Nu komplicerer regeringens forslag systemet yderligere, selv om der er brug for det modsatte, nemlig færre komplekse regler og ikke flere,” siger Karsten Mølgaard Jensen.
Derfor glæder a-kasse-direktøren sig også over, at regeringen lægger op til at lempe reglerne, så medarbejdere, der har arbejdet i weekender og på skæve tidspunkter, ikke længere straffes økonomisk, hvis de bliver ledige. Også ønsket om at fjerne modregningen for partners indtægt i forbindelse med folke-, senior og førtidspension hilses velkomment.
“Regeringen peger på, at støtteordningerne til erhvervslivet kan reduceres. Det er vi sådan set enige i – men det bør også gælde den massive statsstøtte til fagbevægelsen. Men her går regeringen den stik modsatte vej og vil i stedet øge statsstøtten til fagforeningerne ved at hæve skattefradraget for fagforeninger fra 6.000 til 7.000 kroner om året. Når støtten til virksomhederne skal barberes, må det også gælde støtten til fagforeningerne,” siger Karsten Mølgaard Jensen, som også hæfter sig ved det formentlig ulovlige benspænd på de private lønforsikringer, der ikke er bundet op på arbejdsløshedsforsikringssystemet med statsligt medejerskab og -interesse.
Kontakt:
For yderligere oplysninger kontakt:
Troels Krog, chef for Politik og Presse: 21359026
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ase-regeringen-leverer-kun-halv-losning-pa-dagpengesystemets-udfordringer?releaseId=13630564
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **