PRM / Nyt udspil styrker det danske arbejdsmarked

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Regeringen har netop fremlagt et nyt reformudspil, som modtages positivt af Dansk Metal. Udspillet lægger bl.a. op til, at ledige, der har været medlem af en a-kasse i mere end fire år, kan få 24.500 kr. i de første tre måneder, de er ledige. Samtidigt stiger fradraget for fagforeningskontingentet.

    “Regeringens udspil styrker den danske model, og det er en håndsrækning til kernetropperne på det danske arbejdsmarked. Det kan bedre betale sig for den enkelte at være medlem af en a-kasse, og vores medlemmer vil opleve et bedre sikkerhedsnet, hvis de bliver ledige”, siger forbundsformand Claus Jensen.

    Det er også et vigtigt element i regeringens udspil, at der skal investeres 2,5 mia.kr. mere i uddannelse hvert år.

    “Den største udfordring, vi har lige nu i Danmark, er manglen på faglært arbejdskraft. Derfor er det helt rigtigt set af regeringen, at vi skal investere, så mange flere unge får en erhvervsuddannelse. Samtidig forbedrer man mulighederne for efteruddannelse. Det er helt oplagt, når der er mange langtidsledige”, siger Claus Jensen.

    Dansk Metal glæder sig over, at regeringen investerer i erhvervsuddannelserne, men holder samtidigt et skarpt øje på forslaget om de tre nye klimaerhvervsskoler.

    “Det er godt, at regeringen investerer i erhvervsskolerne. Vi kommer til at følge forslaget om klimaerhvervsskolerne tæt. Det må ikke blive sådan, at nogle uddannelser og skoler er grønne, og andre er sorte. De unge på erhvervsskolerne er afgørende for, at Danmark kan komme i mål med den grønne omstilling, og der har vi brug for, at alle erhvervsskolerne er med”, siger Claus Jensen.

    Kontakt:

    Pressechef Rasmus Thye Lynghøj tlf.: 30767127 email: raly@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-udspil-styrker-det-danske-arbejdsmarked?releaseId=13630523

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **