Pressemeddelelse fra Forsikring & Pension
– Vi har en kæmpe udfordring i Danmark med at sikre hænder og hoveder nok til virksomheder over hele landet – og til velfærden, hvor manglen på folk også presser sig på. Så det er et vigtigt og tiltrængt udspil fra regeringen. Der er akut brug for, at vi bliver endnu bedre til at få folk i job – og gør det attraktivt for arbejdsdygtige ældre, hvis de kan og vil tage en ekstra tørn, siger adm. direktør Kent Damsgaard.
Han glæder sig over, at udspillet vil afskaffe ægtefællemodregning for folke-, senior- og førtidspensionister.
– Det er både urimeligt og skadeligt, at arbejdsdygtige danskere, som ellers gerne vil blive ved med at arbejde, straffes ved, at deres ægtefælle bliver modregnet i pensionen. Så det er virkelig positivt, at vi kan få gjort op med det, siger Kent Damsgaard.
– Der ligger også et stort potentiale for både samfundet og den enkelte i, at vi bliver bedre til at fastholde dem, der bliver ramt af ulykke og sygdom, i job. Her har vores medlemmer rigtig meget at bidrage med, siger Kent Damsgaard.
I F&P er der samtidig stor tilfredshed med, at regeringen vil sænke elafgiften.
– Det er en helt grundlæggende forudsætning for den grønne omstilling, at vi kan få den grønne energi ind i vores transport, i landbruget og alle andre sektorer af samfundet. Og derfor er det en rigtig god ide at sænke elafgiften, så den grønne strøm bliver billigere, siger Kent Damsgaard.
Endelig glæder F&P sig over, at regeringen vil indgå i flere samarbejder med private investorer.
– Vores medlemmer er stærkt optaget i at investere i vækst og job i Danmark – og meget gerne i grøn vækst og udvikling, så vi indgår meget gerne i tættere samarbejder og partnerskaber med regeringen, siger Kent Damsgaard.
Kontakt:
Yderligere kommentar kontakt
Nicolai Schacke
24 24 04 02 / nis@forsikringogpension.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fp-udspil-gor-op-med-urimelige-og-skadelige-modregningsregler-for-aegtefaeller?releaseId=13630541
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **