PRM / 3F: Flot fremtidspakke

    Pressemeddelelse fra 3F

    – Det er overordnet set et ambitiøst, afbalanceret og meget positivt reformudspil, der vil styrke den grønne omstilling, forskning og uddannelse samt ikke mindst et fleksibelt og trygt arbejdsmarked, siger Per Christensen.

    Regeringen vil øremærke 4,5 mia. kr. til at styrke uddannelsesområdet, grønne investeringer og virksomhedernes incitament til at investere i forskning og udvikling.

    – Det er klogt og godt. Her glæder jeg mig især over beslutningen om, at der ved alle offentlige udbud skal være uddannelsesklausul med krav om lærlinge. Netop lærlinge er et område, som alt for længe er blevet forsømt, og derfor er det et tiltrængt udspil, som kan sikre faglært arbejdskraft i fremtiden.

    Det bidrager forslaget om at etablere tre nye erhvervsskoler med fokus på den grønne omstilling og de nødvendige kompetencer og teknologier også til, siger Per Christensen.

    – Samtidig vil man styrke ledige dagpengemodtageres økonomi i de første tre måneder. Det er et meget betydeligt løft, og det er tiltrængt og uhyre vigtigt at sikre den danske model, så tryghed og fleksibilitet følges ad. Det er noget vi har kæmpet for meget længe. Det er klart, at nedsættelsen af dimittend-satsen vil gøre ondt.

    Her skal samfundet sikre jobs til de unge ved en langt hurtigere og aktiv beskæftigelsesindsats, ligesom virksomhederne skal tage et langt større ansvar for at hjælpe nyuddannede ind på arbejdsmarkedet.

    Per Christensen er også meget positiv over for, at den midlertidige ordning med mulighed for uddannelsesløft på 110 pct. af dagpengesatsen bliver gjort permanent.

    – Det vil øge muligheden for og tilskyndelsen til, at man kan få suppleret sine kompetencer, så de i højere grad svarer til, hvad virksomhederne efterspørger.

    Per Christensen lægger også vægt på, at flere initiativer i reformpakken har til formål at beskytte den danske model på arbejdsmarkedet:

    – Vi ser desværre alvorlige tendenser til at underminere det danske arbejdsmarked. Derfor hilser jeg det velkomment, at man:

    – etablerer et permanent arbejdsmarkedsråd,

    – indfører omvendt bevisbyrde i forhold til såkaldt “falske soloselvstændige,”

    – forhøjer fradraget for fagforeningskontingent,

    – knytter fradrag for lønforsikring til a-kasserne og

    – styrker indsatsen imod menneskehandel til tvangsarbejde.

    3Fs formand ser frem til, at de mange ambitiøse initiativer i den kommende tid bliver konkretiseret:

    – Jeg forventer, at partier, som er optaget af Danmarks fremtid, den grønne omstilling og vækstmuligheder melder sig ind i debatten og forhandlingerne. Det her er et stærkt afsæt for de kommende forhandlinger.

    Kontakt:

    Per Christensen kan kontaktes via 3Fs pressetelefon 8892 8892.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/3f-flot-fremtidspakke?releaseId=13630522

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **