Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Har du fået blod på tanden efter OL, Tour de France og PostNord Danmark Rundt, eller er du bare nysgerrig på alt det, der rør sig inden for en aktiv fritid på hjul?
Den 12. september kan du selv få pulsen i vejret og gå efter førertrøjen til motionscykelløbet Bastrup Sø Rundt eller den udfordrende gravel-tur, mens dine børn kan deltage i Børnetouren, der med sine bannere i gule farver sætter Flyvestationen i den helt rigtige Tour-stemning. Det sker samtidig med, at et væld af andre aktiviteter denne søndag får Flyvestationen til at snurre og summe.
“Det er et virkelig stort og festligt program, der udfolder sig i år til ‘Flyvestationen på hjul'”, siger borgmester Ole Bondo Christensen (A), der peger på, at de aktive fællesskaber spiller en vigtig rolle i at øge folkesundheden.
“Når vi bevæger os i hverdagen, er det godt for krop og sjæl. “Flyvestationen på hjul” kan inspirere til mere motion på den sjove måde. Samtidig er der gode ideer at hente til bæredygtige pendlervaner,” siger han.
“At cykle rundt i vores dejlige kommune giver også mulighed for at opleve vores natur på tæt hold. Derfor er det dejligt, at Danmarks Naturfredningsforening på dagen vil give en guidet tur rundt i den skønne natur ved Flyvestationen.
Det er svært ikke at blive imponeret over, hvordan alle ildsjælene i klubberne giver inspiration til fællesskab og bevægelse på hjul,” tilføjer Ole Bondo Christensen.
Der er over 45 medvirkende foreninger, klubber og forhandlere af udstyr til aktiviteterne, og de vil alle gøre deres til, at dagen bliver både festlig, oplevelsesrig og lærerig. Til Flyvestationen på hjul kan du prøve en ny racer eller en smart elcykel, så du kan blive inspireret til at se på dine transportvaner ud fra et spørgsmål om bæredygtighed og få svar på, hvordan du selv kan bidrage til den grønne omstilling.
Den bæredygtige mobilitet bliver udfoldet hos Supercykelstierne og på Furesø Kommunes stand, mens du på dagen også kan prøve kræfter med Furesø Skateparks ramper og pumptrackbanen eller lege på de fantastiske cykler fra Cykelstalden. Du kan deltage i biathlon (rulleski- eller skøjte-skydning), prøve en Me-Mover, der er en slags trampe-løbehjul, hvor man får stor fart på, eller endda deltage i det første Danmarksmesterskab i Me-Mover.
I år er programmet udvidet med en guidet tur om Oldtidsstierne, og du kan opleve den gamle Flyvestations historie og stemning både hos Værløse Flyhistoriske Forening i Hangar 2, ved besøg i Kontroltårnet hos Bofællesskabet Mageløse eller hos beredskabet Totalforsvarscenter Værløse.
Serveringen til de sultne efter strabadserne er også klar til at rulle over disken med grillpølser fra Bastrup Sø Rundt, økologiske rugbrødssandwich fra Ristet Rug og velsmagende energibarer baseret på insekter fra Hey-Planet.
Eventet er arrangeret af DGI Nordsjælland, RulNord, Bastrup Sø Rundt og Furesø Kommune med støtte fra Nordea-fonden. Der er 45 medvirkende foreninger, sportsklubber, leverandører af forplejning og musik, som alle vil gøre dagen superfestlig.
Find programmet på
og følg eventet på facebook på flyvestationenpaahjulKontakt:
Ole Bondo Christensen (A) email: borgmester@furesoe.dk
projektleder Lene Wagner Hartmann tlf.: 72164113 email: lwh@furesoe.dk
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/cykler-rulleskojter-skateboard-rulleski-og-meget-mere-venter-dig-pa-flyvestationen-den-12-september?releaseId=13630449
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **