PRM / Forfatteraften med Katrine Marie Guldager

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    Katrine Marie Guldager er en af Danmarks mest læste forfattere og har både skrevet digte, noveller og børnebøger. Mest kendt er hun nok for Køge-krøniken, som beskriver en dansk families historie over 50 år, men også senere romaner som Bjørnen, 2018 og En uskyldig familie, 2019, er blevet bestsellere. Gældende for alle hendes bøger er, at de søger vildvejene, som både overrasker og udfordrer læseren. Helt centralt er Katrine Marie Guldager optaget af det enkelte menneskes vilkår og ansvar i en moderne opdelt verden, både nationalt og internationalt.

    At blive fremmed i sin egen familie

    Efter at have skrevet flere romaner med unge mænds dannelseshistorier (Et rigtigt liv, 2017 og En uskyldig familie, 2019), fik Katrine Marie Guldager lyst til at skrive sin egen – i romanforman. Det samme og noget helt andet, som er titlen på romanen (januar 2021), handler om at blive til. Romanen følger en ung kvinde, der under dramatiske omstændigheder mister først en veninde, og kort efter sin far. Den handler om arvestrid, og om familiens skrøbelige fællesskab. Med udgangspunkt i bogen vil Katrine Marie Guldager fortælle om noget, som mange danskere oplever: At blive fremmed i sin egen familie.

    Ungt forfattertalent varmer op

    Sidste efterår startede vi på et nyt koncept med vores forfatteraftener, hvor vi havde en “upcoming” forfatter fra Talentskolen i Næstved til at læse op inden foredraget. Denne gang er det Amalie Buchard, som er andenårselev på Talentskolens forfatterlinje og prosaist. Hun debuterede i Magasinet Cypress no. 2 med teksterne, Knud & Charlie, som hun vil læse op denne aften. Amalie skriver på en roman og studerer Litteraturvidenskab i København. Talentskolens forfatterlinje tilbyder ambitiøse skrivende, i alderen 16-30 år, et toårigt undervisningsforløb i skrivekunst.

    Arrangementet slutter klokken 20.30.

    Billetter til 50 kr. kan købes på www.naesbib.dk

    Fakta: Tilbage i 1994 blev Katrine Marie Guldager både cand.phil. i dansk, afsluttede Forfatterskolen, debuterede med sin første digtsamling og modtog derefter Klaus Rifbjergs Debutantpris for lyrik i 1996. Siden da er det blevet til et meget mangfoldigt forfatterskab. Hun udfordrer ikke kun læserne, men også sig selv med poesi- og prosaformerne, da hun forsøger at provokere sit eget realistiske udgangspunkt. Den ydre sandsynlighed spiller læseren et puds, og man kan sidde tilbage med følelsen af, at man er blevet snydt lige foran næsen af en.

    Kontakt:

    Bibliotekar Vibeke Sølling tlf.: 5588 4123 email: visje@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forfatteraften-med-katrine-marie-guldager?releaseId=13630416

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **