Pressemeddelelse fra DGI
Vi skal have medlemmer og frivillige tilbage i idrætsforeningerne – og nye skal også finde vej til de aktive fællesskaber. Sådan lyder budskabet fra DGI, der fra mandag den 6. september sætter gang i en ny indsats målrettet de 500 idrætsforeninger, der oplevede den største medlemsnedgang i 2020.
De 500 foreninger får tilbud om at modtage en-til-en hjælp fra DGI. I uge 36 og 37 ringer konsulenter fra DGI rundt til foreningerne og tilbyder rådgivning, sparring og konkrete forslag om workshops, instruktørkurser eller andre tiltag, der kan genstarte fællesskabet. Foreninger kan også selv kan byde ind med, hvad de konkret ønsker hjælp til.
“I DGI har vi været i tæt kontakt med foreningerne under corona, og foreningerne kan altid få hjælp i DGI. Men nu går vi et ekstra skridt og rækker ud til de foreninger, der er hårdest ramt. Tabte og nye medlemmer såvel som frivillige skal tilbage i de aktive, sunde fællesskaber, som er så vigtige for hverdagen,” siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand for DGI.
Udfordringer med at finde frivillige
Blandt DGI’s over 6.600 idrætsforeninger er der stor forskel på, hvordan corona-situationen har påvirket medlemstallene. De foreninger, der vil få tilbuddet om ekstra og målrettet hjælp, er valgt på baggrund af medlemstallene fra 2020, hvor corona-nedlukninger, diverse restriktioner og stor usikkerhed var medvirkende til, at mange foreninger mistede medlemmer.
Corona har også gjort det været særdeles vanskeligt for idrætsforeninger at rekruttere frivillige, og derfor har en række foreninger udfordringer med at finde instruktører, trænere og ledere. Det fortæller Henrik Hansen, der er idrætskonsulent i DGI svømning og en del af DGI’s corona taskforce.
“Løbende tilbagemeldinger fra idrætsforeningerne tegner et billede af, at der er mangel på drift. Mangel på instruktører, trænere og frivillige, og at det gælder på tværs af idrætter,” siger Henrik Hansen.
Svømmeklub mangler omkring 100 medlemmer
Hele 420 af de 500 hårdest ramte foreninger udgøres af fire idrætter. Det er fodbold, fitness, gymnastik og svømning.
En af foreningerne er Kolding Svømmeklub, der mangler omkring 100 medlemmer som følge af corona. Og Peter Thaysen, der er formand i svømmeklubben, er ikke i tvivl om, at de manglende medlemmer er en udfordring.
“To sæsoner har været aflyst og mange har valgt svømningen fra, fordi de ikke kunne komme i bassinet grundet regeringens nedlukning af aktiviteter. Vores vigtigste opgave er at få skabt tillid til, at svømning ikke bliver aflyst igen,” siger Peter Thaysen.
Fakta om idrætsforeningerne og corona-pandemien:
- Medlemstallene for corona-året 2020 viste, at DGI’s foreninger havde 64.582 færre medlemmer end året før – en nedgang på 3,8 procent. Nedgangen var mindre end frygtet, men alligevel bekymrende. Størst nedgang var der blandt de 0-12 årige. Dyk ned i tallene på www.dgi.dk/medlemstal
- Medlemstal for 2021 opgøres ved årsskiftet. Bekymringen er, at forårets lange nedlukning af idrætsforeningerne gør det svært at få alle medlemmer tilbage og nye med, ligesom flere idrætsforeninger har udfordringer med at finde frivillige, trænere og ledere.
- Siden marts 2020 har idrætsforeninger ad flere omgange lukket ned for alle aktiviteter. Foreningerne har desuden skulle overholde restriktioner om bl.a. afstandskrav, forsamlingsforbud, ekstra rengøring mv.
Kontakt:
Formand Charlotte Bach Thomassen tlf.: 30283295 email: charlotte.bach.thomassen@dgi.dk
Pressechef Majbritt Andersen tlf.: 21294115 email: majbritt.andersen@dgi.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dgi-klar-med-ekstra-hjaelp-til-de-500-hardest-ramte-idraetsforeninger?releaseId=13630382
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **