PRM / Mewalii er Årets Klimaiværksætter 2021

    Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

    Middelfart Sparekasse og de regionale erhvervshuse har for anden gang fundet “Årets klimaiværksætter”. Vinderen blev fundet fredag eftermiddag i forbindelse med det nationale klimafolkemøde i Middelfart.

    Og vinderen anno 2021 rejste ikke langt. Blandt de seks finalister, der kom fra hele landet, var det fynske Mewalii, der løb med sejren og de 250.000 kr., som Middelfart Sparekasse giver vinderen til den videre udvikling af virksomheden.

    Bag virksomheden står Frederikke Dahl og Simone Westergaard. De og virksomheden udspringer af innovationsmiljøet på SDU, og det fem m/k store dommerpanel var enige om, at Mewalii var den rette vinder.

    – I har en bæredygtig løsning på noget, der sker for cirka halvdelens af jordens befolkning en gang om måneden, sagde Theresa Blegvad, adm. direktør i Danmark for Målene og den af de fem dommere, der fik opgave at motivere valget.

    En sælger

    For vinderne var det overvældende at modtage checken som bevis på, at der snart går en kvart million kroner ind på kontoen.

    – Vi har fået så mange positive tilkendegivelser, opbakning og gode råd – og nu står vi her. Det er svært at holde tårerne tilbage, sagde Simone Westergaard.

    Hun og Frederikke Dahl kunne hurtigt fortælle, hvad præmien skal bruges til.

    – Vi skal have mere fokus på salget, så vi skal have ansat en sælger, sagde Simone Westergaard.

    Produktet på vej på markedet

    De to grundlæggere af virksomheden kunne præsentere en prototype af deres miljørigtige bind på Klimafolkemødet. De er dialog med en stor udenlandsk virksomhed, som skal producere hygiejenebindene. Og de miljømæssige fordele er tydelige.

    Hver dag verden over er der 800 mio. kvinder, der menstruerer. Hvis de alle brugte Mewaliis bind frem for et konventionelt bind, så ville det minimere vandforbuget med 52 mia. liter – 63 liter pr. kvinde – fordi det kræver langt mindre vand at dyrke Mewaliis plantefibre frem for bomuld.

    Hvis man ser på én kvindes livsforbrug af hygiejnebind, så spares miljøet for 130 kg. plastik, 1.000 kg. pesticider og 240.000 liter vand.

    Den gode idé er banal

    I dommerpanelet sad også Ulrik Feldskov Juul. Han har mange års erfaring fra reklamebranchen og er selv involveret i bæredygtige startup-virksomheder.

    – Den geniale idé er ofte så banal, at man tænker “Hvorfor tænkte jeg ikke selv på det”, sagde han og påpegede, at han fik den tanke flere gange i løbet mødet med de seks finalister.

    Men det var ikke ham eller andre i teltet på folkemødepladsen. Det var derimod folkene bag de seks finalister,

    Et stærkt finalefelt

    De seks virksomheder, der dystede om den kvarte million fra Middelfart Sparekasse og titlen “Årets klimaiværksætter” var både geografisk og branchemæssigt godt fordelt. Larveproduktion, tangdyrkning på land, energieffektive og klimavenlige batterier til både, genanvendelig emballage til webhandel og en nytænkning af emballage til maling var idéerne bag de andre finalister.

    Signe Wenneberg var eneste genganger fra sidste års dommerpanel, og hun var imponeret over feltet.

    – Feltet var utroligt stærkt sidste år, men jeg har lyst til at sige, at det er endnu stærkere i år, sagde hun.

    Mens dommerne voterede, spurgte dagens vært, TV2 Fyn-værten Thomas Mengers Karstensen, hvorfor Middelfart Sparekasse bruger 250.000 kr. på KlimaBoost.

    – Når nu vi får dygtige folk til at komme hertil fra hele landet, så skal der også være noget at komme efter. Det skal gøre en reel forskel for vinderen. Samtidig vil vi også gerne sætte fokus på den rolle, som nytænkende virksomheder som finalisterne her spiller i den grønne omstilling, svarede Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse. Han fortsatte med et glimt i øjet:

    – De er så dygtige, at jeg kunne have lyst til at give 250.000 kr. til dem alle – men så har dommerne jo ikke noget at lave.

    Klar om et halvt år

    Endnu er Mewaliis hovedfokus at blive klar til at sætte hygiejnebindet i produktion. Det, forventer de to grundlæggere, vil tage ca. seks måneder.

    – Når vi er klar til det, skal vi have ansat sælgeren, siger Frederikke Dahl.

    Vedkommende begynder ikke på bar bund. Mewalii har allerede solgt ca. 10.000 bind gennem IDA og Coop Crowdfunding – på trods af, at bindet endnu ikke er i produktion.

    Fakta – om KlimaBoost

    • Middelfart Sparekasse og de regionale erhvervshuse kårer hvert år “Årets klimaiværksætter” under det nationale Klimafolkemøde i Middelfart
    • Vinderen får 250.000 kr. fra Middelfart Sparekasse til at videreudvikle virksomheden
    • Deltagerne kommer fra hele landet, da hvert erhvervshus finder et kandidatfelt, hvorfra en jury vælger én virksomhed fra hver landsdel
    • Et panel på fem dommere, Flemming Møldrup, Theresa Blegvad, Signe Wenneberg, Emil Skals og Ulrik Feldskov Juul, fandt vinderen på baggrund af hver deltagers 20 minutter på scenen
    • Årets finalefelt var Entomass, Nordjylland, Pero Solutions, Sønderjylland, Pure Algae, Midtjylland, Paint’R, hovedstaden, Undine, Sjælland, og fynske Mewalii.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Bjarne Jacobsen tlf.: 27900664 email: bja@midspar.dk

    Simone Westergaard, Mewalii, 21654352
    Frederikke Dahl, Mewalii, 28598696

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mewalii-er-arets-klimaivaerksaetter-2021?releaseId=13630325

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **