PRM / Djøfs TechDK Kommission opruster og takker for regeringens invitation til dialog

    Pressemeddelelse fra Djøf

    Djøfs TechDK Kommission har siden 2019 arbejdet med anbefalinger til, hvordan vi bedst udvikler, bruger og tøjler ny teknologi. Formand for TechDK, Stine Bosse, glæder sig over, at regeringen nu fremlægger 35 konkrete forslag, der for eksempel skal beskytte os på sociale medier.

    “Djøfs TechDK Kommission er i sine to første år lykkedes med at fyre op under debatten om nogle af de etiske, økonomiske og regulative dilemmaer, som BigTech rejser. Og politikerne har lyttet og taget fat på lovarbejdet og diskussionerne om, hvordan vi bruger teknologi til borgernes fordel frem for at lade os styre af den, så vi sikrer et samfund i balance. Men der er fortsat masser at tage fat på. Og derfor har vi fået endnu flere gode kræfter med ombord,” siger Stine Bosse.

    Ny næstformand i TechDK er Ask Hesby Krogh, kommunikations- og analysechef i Digitalt Ansvar, videncenter for digitale krænkelser og digital vold.

    “Det er en stor, svær men hamrende vigtig samtale, som vi i kommissionen skal bidrage til ved at komme med forslag til konkrete løsninger. Regeringen efterspørger i ny hvidbog løsninger på de digitale udfordringer. Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet sammen med de andre medlemmer af Djøfs TechDK Kommission. Jeg ser det som en stor styrke, at kommissionen er så bredt sammensat. For teknologien påvirker både vores arbejdsliv, privatliv, familieliv og demokrati,” siger Ask Hesby Krogh, ny næstformand i Djøfs TechDK Kommission.

    Djøfs TechDK Kommission tæller nu 27 forskere, erhvervsfolk og samfundsdebattører. Et af de nye medlemmer er rådgiver og ekspert i sociale medier Astid Haug. Hun ser frem til at finde løsninger på de udfordringer, som teknologien stiller os overfor.

    “Jeg ser meget frem til blive en del af Djøfs TechDK Kommission. TechDK har været med til at sætte spot på de udfordringer, der følger med, når den teknologiske udvikling i stigende grad sætter rammerne for den demokratiske samtale og påvirker så mange dele af vores liv og samfund. Vi har haft nogle år med heftig kritik af tech-giganterne, for de skal holdes ansvarlige, men vi skal alle lægge os i selen for at finde gode og fremsynede løsninger på, hvordan vi kan indrette et samfund med stigende digitalisering”, siger Astrid Haug.

    Siden 2019 har Djøfs TechDK udgivet en række anbefalinger til, hvordan vi kan regulere og videreudvikle teknologierne for at sikre et samfund i balance inden for økonomi, kultur, demokrati, sundhed og beskyttelse af borgernes data. Læs mere om kommissionens arbejde her: Djøfs TechDK Kommission | Kommissionens arbejde og medlemmer |Djøf | Djøf (djoef.dk)

    Få mere at vide

    Stine Bosse, kontakt Helle Slejborg, mediechef i Djøf, tlf. 29734743

    Se en liste over alle medlemmer af Djøfs TechDK Kommission: Djøfs TechDK Kommission | Kommissionens arbejde og medlemmer |Djøf | Djøf (djoef.dk)

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/djofs-techdk-kommission-opruster-og-takker-for-regeringens-invitation-til-dialog?releaseId=13630193

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **