PRM / Stærk faglig profil i spidsen for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Region Hovedstaden har valgt at fastansætte den lægeuddannede Kristian Antonsen som direktør for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og indgår sammen med sygeplejefaglig vicedirektør Marie-Helene Olsen og lægefaglig vicedirektør Kirsten Wisborg i en stærk tredelt direktion.

    “Jeg er meget glad for, at Kristian har sagt ja til denne opgave. Han bidrager med solid ledelseserfaring gennem snart 20 år, og han har en indgående indsigt i det lokale, regionale og nationale sundhedsvæsen. Hans stærke faglige profil kommer naturligvis hospitalet til gode, men jeg er også meget glad for at have Kristian i vores tværgående ledelseskreds af hospitalsdirektører. Her er han en vigtig stemme, som vi lytter til,” siger regionsdirektør Jens Gordon Clausen, der også lægger vægt på, at Kristian Antonsen har et bredt netværk med stærke relationer, både internt og eksternt, og kan samarbejde til alle sider.

    Vi skal lytte og forstå

    Den 59-årige hospitalsdirektør står overfor store opgaver – bl.a. klargøringen til det nye hospital (Nyt BBH) samt et øget fokus på at udvikle et menneskeligt og sammenhængende sundhedsvæsen.

    “Det er store, omfattende og meget forskellige opgaver, men de griber samtidig ind i hinanden og bliver også hinandens forudsætninger. I den rivende udvikling de senere årtier har vi måske overset den sideløbende udvikling af de centrale værdier – også på vores hospital. Vi skal redefinere og vinde værdierne tilbage. Vi skal varetage den enkelte patients behov, blive langt bedre til at fange de ønsker, der måtte ligge udenfor de strømlinede forløb og fremfor alt blive bedre til at lytte og forstå, hvad det enkelte menneske har behov for,” siger Kristian Antonsen, der åbent erklærer sin dybe kærlighed til byens hospital.

    “Det lyder måske voldsomt, men der går ganske enkelt ikke en dag, hvor jeg ikke glæder mig over at være en del af Danmarks smukkeste hospital.”

    Privat banker hjertet også for sport – især fodbold, både på topniveau i Parken og i den lokale klub i Espergærde, hvor han gennem mange år har fulgt sønnerne på 18 og 19 år. Her er han at finde både på sidelinjen, i bestyrelsen og til motionsbold med gamle venner. Derudover fylder bøger en del i hjemmet i Espergærde, hvor han insisterer på at få læst – også i en travl hverdag.


    Uddannelse:

    • 1981 Student, Birkerød Statsskole
    • 1990 Medicinsk Kandidateksamen, Københavns Universitet
    • 1999 Speciallæge i Anæstesiologi og Int. medicinsk terapi (Aut. ID 00MS4)
    • 2001 Nordic postgraduate Specialist Education in Intensive Care medicine
    • 2002 European Diploma in Intensive Care Medicine (EDIC) Skriftlig eksamen Geneve 2001 – Mundtlig eksamen København 2002
    • 2006 Master of Health Management (MHM), CBS, København
    • 2011 Ledelse af Ledere, Region Hovedstaden, København
    • 2015 DTU-Stanford Innovation Leadership Challenge

    Ansættelser:

    • 1990 – 1999 Prækursist- og kursusreservelægeansættelser, Kbh. hospitaler
    • 1999 – 2002 Afdelingslæge, KAS Gentofte (ITA 303) og Rigshospitalet (ITA 4131)
    • 2002 – 2006 Overlæge, Hillerød Hospital, Anæstesiologiske Afdeling
    • 2006 – 2012 Ledende overlæge og Lægechef, NOH, Anæstesiologisk Afdeling
    • 2012 – 2021 Vicedirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
    • 2021 – Kst. Hospitalsdirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

    Yderligere info via Region Hovedstaden pressevagt på 7020 9588 eller presse@regionh.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/staerk-faglig-profil-i-spidsen-for-bispebjerg-og-frederiksberg-hospital?releaseId=13630126

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **