PRM / Ny vejledning om respekt for menneskerettigheder i fødevareklyngen

    Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer

    Nutidens forbrugere forventer, at virksomheder respekterer og arbejder struktureret med menneskerettigheder i deres værdikæde. Flere europæiske lande har i de seneste år indført national lovgivning på området, og i EU arbejdes på fælles regler, der gør det obligatorisk at tage ansvar igennem hele forsyningskæden.

    Den proces kaldes for nødvendig omhu eller ‘due diligence’. Men hvad vil det sige, at en virksomhed arbejder med nødvendig omhu i forhold til menneskerettigheder? Hvad forventes der af virksomhederne? Og hvornår ved de, at det, de gør, er godt nok?

    Svarene på de spørgsmål findes i en ny vejledning om respekt for menneskerettigheder i landbrugs- og fødevareklyngen. Vejledningen er målrettet små- og mellemstore virksomheder – det vil sige virksomheder med 2 til 250 ansatte. Formålet er at hjælpe virksomhederne med helt konkrete eksempler på, hvad man som virksomhed har et ansvar for at gøre.

    Bag vejledningen står Landbrug & Fødevarer, Arla og Dansk Initiativ for Etisk Handel

    – Der er generelt et voksende fokus på ansvarlighed i alle aspekter af virksomhedsdrift. Det gælder også i fødevareklyngen. På blandt andet menneskerettighedsområdet kan det være en uoverskuelig opgave især for små og mellemstore virksomheder at gennemskue, hvad man er forpligtet til at afdække – og hvordan man skal dokumentere det. Det giver vejledningen nogle helt konkrete skridt til, siger Kenneth Lindharth Madsen, chef for Handel & Marked i Landbrug & Fødevarer.

    Initiativet til vejledningen, som er medfinansieret af Erhvervsstyrelsens CSR-pulje, udspringer af Landbrug & Fødevarers plads i Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål og Arlas mangeårige og førende indsats på området i forhold til alle dele af forretningen.

    Vi driver forretning og sælger vores produkter over hele verden og ønsker at være en rollemodel. Vi leverer ikke kun fødevarer, men er også repræsentanter for en kultur, som holder de internationalt anerkendte menneskerettigheder i hævd. Det betyder, at vi – uanset hvor vi er – repræsenterer Arlas klare holdning til, at alle individers menneskerettigheder skal respekteres,siger Irene Quist Mortensen fra Arla Sustainability Team.

    Vejledningen er den første danske på området, som er specifikt målrettet fødevareklyngens virksomheder med konkrete eksempler på virksomheders måde at håndtere arbejdet med menneskerettigheder og ansvarlighed i forretningen. Vejledningen trækker på solide erfaringer fra centrale aktører på fødevareområdet som OECD, FAO og Institut for Menneskerettigheder og fra små og mellemstore virksomheder som bl.a. GASA Nord Grønt, Engsko, Letz Sushi, Warfair og Nordic Fruit.

    – Selv om der har været internationale retningslinjer på området siden 2011, oplever vi blandt vores medlemmer, at det kan være enormt svært at oversætte disse til praksis. Vejledningen gør arbejdet med menneskerettigheder til at gå til. Jeg håber derfor, at vejledningen de kommende år vil blive brugt af mange forskellige virksomheder og organisationer, som gerne vil styrke deres arbejde med menneskerettigheder i globale værdikæder, siger Nanna Callisen Bang, direktør i Dansk Initiativ for Etisk Handel.

    Se vejledningen her: www.de6skridt.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-vejledning-om-respekt-for-menneskerettigheder-i-fodevareklyngen?releaseId=13630087

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **