Pressemeddelelse fra home a/s
At farten er taget af, betyder ikke, at boligsalget er gået i stå. Det samlede boligsalg er steget med 200 handler den seneste uge, og især villa- og rækkehus-salget er vendt tilbage efter sommerferien i fin form.
Uge 34 er den bedste uge hos ejendomsmæglerne siden uge 26 – med over 1200 solgte villaer og rækkehuse, viser de friske ugetal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Home har set nærmere på. Det er 100 flere solgte huse end ugen før.
Køberne tilbage fra ferie
– Det er faktisk et ganske flot salg, når vi kigger nogle år tilbage. Hvis vi holder op med at sammenligne med en usædvanlig corona-tid, så er tiden lige nu helt god at sælge sin bolig i. Renten er lav, der er masser af job og dansk økonomi er bomstærk, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent og talsperson i Home-kæden.
Ifølge Home er det helt normalt i forhold til sæsonen, at salget går lidt frem nu.
– Vi er vant til, at der kommer flere købere på boligjagt efter en sommerferie, hvor vi har haft tid til at tænke over tingene og snakke dem igennem, siger Michael Dalsager og tilføjer:
– At noget er ‘normalt’ igen, ser vi som positivt efter et meget usædvanligt år under corona – ikke mindst på boligmarkedet.
- Godt 1200 hushandler på en uge – eller helt præcist 1213 hushandler – er ret godt sammenlignet med tidligere år. Snittet for uge 34 i årene 2015-2019 er 955. En fremgang på godt 27 %.
- I 2019 var der kun to uger i løbet af hele året, hvor salget lå højere end nu. Det samme gælder i 2018, men ingen uger i 2017, 2016 og 2015 endte med et større hussalg end nu, viser tallene ifølge Home.
Efteråret næsten så godt som påsken
1437 husejere fik boligen på nettet den forgangne uge – og det var 50 flere end ugen før. Siden uge 31 er der kommet flere nye boligsælgere på banen uge for uge, oplyser Home.
Ser man på gennemsnittet for femårsperioden op til corona-pandemien på baggrund af data for hele markedet fra Boligsiden, så kommer der i ugerne frem mod efterårsferien i uge 42 næsten lige så mange huse til salg som i ugerne op til påsken, der traditionelt betegnes som boligmarkedets højsæson.
– Hvert år ser vi normalt, at august, september og til dels oktober er blandt boligårets bedste salgsmåneder, ” siger Michael Dalsager.
Både salget og nye huse til salg i uge 34 ligger en del under starten af året, med en top på 1651 hussalg i uge 10 og 2153 ‘nye’ huse til salg to uger senere i uge 12.
Kontakt:
Talsperson – senior kommunikationskonsulent – presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-tal-bedste-hussalg-i-8-uger?releaseId=13630095
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **