PRM / Andelskassen donerer 20.000 kroner til Sædding Forsamlingshus

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Andelskassen i Skjern har valgt at donere 20.000 kroner til Sædding Forsamlingshus. Donationen er et tilskud til køb af en industriovn til køkkenet i forsamlingshuset.

    “Vi ønsker som bank, at midlerne fra lokallånspuljen bliver brugt bedst muligt til gavn for hele vores lokalområde. Gennem de sidste 2-3 år har frivillige gjort et kæmpe stykke arbejde med at renovere forsamlingshuset, og vi er stolte over at kunne støtte stedet med 20.000 kr. og være med til at give lokalbefolkningen et sted at mødes omkring kulturelle og sociale begivenheder,” fortæller Ryan H. Tobiasen, centerdirektør hos Andelskassen i Skjern.

    Den flotte donation fra Andelskassen glæder bestyrelsen og de frivillige i Sædding Forsamlingshus.

    “Sædding Forsamlingshus har mere end 30 udlejninger i løbet af et år, og derudover afholder vi flere kulturelle arrangementer, der henvender sig til et bredt udsnit af lokalbefolkningen som eksempelvis fællesspisning, julefrokoster, sangaftener med kirkekor, koncerter m.m. Midlerne fra Andelskassen hjælper os med fortsat at kunne afholde de mange arrangementer, og det gør en stor forskel for os at kunne købe en industriovn, der kan varme og tilberede mad til vores arrangementer mange år frem,” siger Ingolf Lauridsen, som er bestyrelsesmedlem i Sædding Forsamlingshus.

    Lokallånspuljen er et initiativ, hvor Andelskassen lægger 1.000 kr. i en pulje, hver gang en kunde optager et lokallån til fx bolig eller bil. Én gang om året bliver puljemidlerne uddelt til gode formål i samtlige bankens lokalområder. På den måde kan Andelskassen være med til at give en del af fortjenesten på lånet tilbage til lokalsamfundet.

    Læs mere om Sædding Forsamlingshus her:
    sæddingforsamlingshus.dk

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-donerer-20000-kroner-til-saedding-forsamlingshus?releaseId=13630015

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **