PRM / VIAs ingeniørstuderende udvikler Marina City i Kolding

    Pressemeddelelse fra VIA University College

    De studerende skal, i grupper på tværs af uddannelsesretninger, arbejde med fire forskellige cases. Casene, der er udarbejdet i samarbejde mellem Kolding Kommune og VIA University College, har kodeordene: Cirkulær økonomi og bæredygtighed.

    De studerende er blevet grundigt introduceret til planerne i forbindelse med etableringen af Marina City, og for at få syn for sagen tog de studerende onsdag den 25. august til Kolding. Her besøgte de blandt andet det nuværende havneareal, de blev præsenteret for en udstilling med idéerne bag Marina City og de fik mulighed for at spørge ind til tankerne bag projektet.

    Mange ønsker til havneområdet
    På KUC i Kolding fik de studerende desuden kreative input i form af en introduktion til Koldings Design Vision: ‘We design for life’ og hvad den tankegang indebærer. Samtidig blev de studerende introduceret til, hvordan man giver en idé både oplevelsesmæssig og økonomisk værdi og hvordan man tænker den ind en bæredygtig kontekst.

    Marina City bliver et område, hvor mange interessenter og foreninger er tilknyttet. Fem repræsentanter for de involverede foreninger og interessenter havde Kolding Kommune inviteret til KUC, for at give de studerende mulighed for at interviewe dem og høre om deres ønsker og forventninger til faciliteterne i området. Det kom der mange gode snakke ud af, og de studerende fik en idé om kompleksiteten i projektet.

    På deres besøg i Kolding, fik de studerende også mulighed for at opleve Bæredygtighedshuset. Det er et hus hvor borgere i Kolding og andre interesserede kan få en indførelse i, hvordan Kolding tænker bæredygtigt i alle leder af byens udvikling. De blev også præsenteret for Koldings bæredygtighedsstrategi som blandt andet tager udgangspunkt i FNs verdensmål.

    De studerende skal bryde rammerne
    Christian Hylgaard, arkitekt i Kolding Kommune og brobygger i arbejdet med cirkulær økonomi i samarbejdet mellem VIA University College og Kolding Kommune, har hjulpet med at introducere de studerende til Marina City:

    “Arbejdet med at lægge Koldings to marinaer sammen har været diskuteret længe. Derfor er det spændende, at vi nu får mulighed for at tænke en helt ny form for byudvikling i forbindelse med flytningen. Muligheden for at vi kan få de ingeniørstuderendes skæve idéer og perspektiver ind i arbejdet gør, at vi forhåbentlig både bliver inspireret og at vi får skubbet til vores holdninger”, siger Christian Hylgaard og fortsætter:

    “Vi ved, at de ingeniørstuderende allerede er bevidste om at arbejde med bæredygtighed og cirkulær økonomi. Derfor har de gode forudsætninger for at arbejde med udviklingen af Marina City, og det giver et ekstra perspektiv, at de studerende også forstår at kombinere arbejdet med innovation og entreprenørskab. Så vi har en forventning om, at blive udfordret i vores tænkning og at de studerende bryder rammerne for, hvad der normalt kan lade sig gøre”.

    De ingeniørstuderende skal fremlægge deres endelige forslag til Marina City foran et dommerpanel fredag den 3. september på VIAs nye campus i Horsens.

    Spørgsmål
    Christian Hylgaard
    Arkitekt i Kolding Kommune og adjunkt ved VIAs ingeniøruddannelser i Horsens.
    M: 87 55 43 05
    E: chhy@via.dk

    Morten Mathiasen
    Projektkoordinator i VIAs enhed for Erhvervskontakt, Entreprenørskab og Studentervæksthuse
    E: mrma@via.dk
    T: 87 55 40 28

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vias-ingeniorstuderende-udvikler-marina-city-i-kolding?releaseId=13629953

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **