Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet
Siden 2008 har det kun været muligt at blive ansat i fleksjob som lønmodtager i sin ægtefælles personligt ejede virksomhed. Denne ordning udvides nu, så man også kan komme i fleksjob i sin ægtefælles selskab. Bekendtgørelsen vil efter en kort høringsperiode træde i kraft den 8. september.
Fleksjob i ægtefælles virksomhed vil i begge tilfælde være omfattet af reglerne for ansættelse i fleksjob med fleksløntilskud som lønmodtager. En person kan fortsat ikke blive ansat som lønmodtager i fleksjob i en virksomhed, som pågældende selv er medejer af, da vedkommende betragtes som selvstændig. I stedet kan man få tilskud til selvstændige, hvis betingelserne er opfyldt.
Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard:
– Det glæder mig, at vi nu får udvidet mulighederne for, at man kan blive ansat som lønmodtager i fleksjob i ægtefællens virksomhed. På den måde bliver reglerne også ens for de forskellige virksomhedsformer og lettere at forstå og finde rundt i for både fleksjobbere, virksomheder og kommuner. Jeg vil gerne takke ordførerne fra Folketingets øvrige partier for et godt og konstruktivt forløb, og jeg er glad for den brede politiske opbakning, der har været til de nye regler.
Beskæftigelsesordfører for Venstre, Hans Andersen:
– Venstre har i lang tid kæmpet for at få ændret reglerne. Jeg er derfor utroligt glad for, at det nu er lykkedes at sikre, at man nu også kan blive ansat i et fleksjob i ægtefælles virksomhed, hvis denne er drevet i selskabsform. Derigennem skaber vi mere tidssvarende regler og fjerner usikkerheden hos rigtige mange familier.
Beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted:
– Jeg er tilfreds med, at der med de ændrede regler gives bedre mulighed for, at ansatte ægtefæller kan få fleksjob i deres ægtefælles virksomhed. Det er en stor lettelse for mange selvstændige.
Beskæftigelsesordfører for Socialistisk Folkeparti, Karsten Hønge:
– SF er glad for at række en hånd til lønmodtagere, som ikke kan varetage et almindeligt fuldtidsjob. Alle parter vinder med denne aftale. For nogle mennesker er fleksjob lige præcis løsningen for at kunne passe et job. Derfor skal vi gøre det lettere og mere fleksibelt at finde disse arbejdspladser, bl.a. i ægtefællers virksomheder.
Beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre, Samira Nawa:
– Jeg forstår godt frustrationen hos de mange mennesker, der har haft svært ved at finde hoved og hale i reglerne om fleksjob i ægtefælles virksomhed. Derfor er vi i Radikale Venstre glade for, at vi nu kan levere en konkret løsning på en helt reel udfordring.
Beskæftigelsesordfører For Enhedslisten, Victoria Velásquez:
– Det er rigtig positivt, at det faktisk er lykkedes at nå et resultat. Både konkret for de mennesker, for hvem det gør en forskel, og også fordi det giver håb for, at der til gennemgangen af fleksjob-reformen i efteråret, at der godt kan lægges et pres, der rent faktisk skaber de tiltrængte forbedringer, som der virkelig er brug for.
Politisk ordfører for Kristendemokraterne, Jens Rohde:
– Det er sund fornuft, at vi nu udvider mulighederne for at blive ansat som lønmodtager i fleksjob i ægtefællens virksomhed. Det bliver samtidig mere logisk for alle, hvordan reglerne skal forstås.
Kontakt:
Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 51232830
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regler-for-ansaettelse-af-fleksjobbere-i-aegtefaellers-virksomheder-bliver-lempet?releaseId=13629903
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **