PRM / Region H rykker vaccinationsindsatsen tættere på borgerne

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    I disse dage får borgerne stikket på det lokale bibliotek, på skolen eller efter fredagsbønnen i moskéen. Den målrettede og lokale vaccinationsindsats med pop-up-vaccinationssteder kommer til at fortsætte ind i efteråret, og fra medio august bliver der skruet op for indsatsen. Det sker for fortsat at sikre en høj vaccinationstilslutning.

    Det betyder samtidig, at noget af kapaciteten i de regionale vaccinationscentre nedskaleres, bl.a. fordi efterspørgslen på bookede tider til vaccination er dalende. Sundhedsstyrelsen har også vurderet, at der er et væsentligt lavere kapacitetsbehov. Kapaciteten flyttes til lokale pop-up-vaccinationssteder (og dermed over til de udkørende vaccinationsteams), hvor alle er velkomne til at komme forbi uden tidsbestilling, ligesom der i alle vaccinationscentrene er mulighed for drop-in uden tidsbestilling op til en halv time før lukketid.

    Region H lægger ressourcerne lokalt
    Centret i DGI Byen har derfor sidste åbningsdag mandag d. 30. august, alt imens centret i Ishøj samt satellitterne i Birkerød, Snekkersten, Frederikssund løbende afvikles frem mod ultimo september. Derefter vil der være fire regionale vaccinationscentre i Region Hovedstaden samt flere udkørende vaccinationsteams. De fire regionale vaccinationscentre vil geografisk være placeret i København, Ballerup, Hillerød og på Bornholm.

    Formand for Sundhedsudvalget i Christoffer Buster Reinhardt (C) glæder sig over, at regionen omprioriterer vaccinationsindsatsen og lægger ressourcerne lokalt.

    “Vi skal være der, hvor borgerne er, hvad enten det er i en skolegård eller ved et beboerhus. Med den målrettede og lokale vaccinationsindsats gør vi netop det. Forhåbentlig vil de sidste, der endnu ikke er vaccineret, have lyst til at benytte sig af denne mulighed”, siger han.

    84% af alle borgere i Region Hovedstaden, der er inviteret til vaccination, er enten i gang med et vaccinationsforløb eller færdigvaccineret. Det betyder, at ca. 250.000 (16 %) inviterede borgere i regionen fortsat ikke har booket tid til 1. vaccination.
    Hvis der bliver behov, er der mulighed for at opskalere de udkørende teams.

    Se, hvor de udkørende teams kommer ud, her.

    Se listen over faste vaccinationscentre her.

    Fakta

    • Region Hovedstaden har siden uge 33 haft udkørende teams, som kommuner og andre kan booke til lokale vaccinationsindsatser, hvor der er behov for en mere målrettet indsats.
    • Den lokale vaccinationsindsats er et samarbejde mellem Region Hovedstaden og kommunerne.
    • Når der skal prioriteres mellem indmeldingerne fra kommuner og øvrige, der ønsker et besøg af udkørende teams, vil områder, f.eks. sogne med lav vaccinetilslutning samt områder, hvor det forventes, at mange borgere vil møde op til vaccination, blive prioriteret.
    • Indsatsen kan levere 1.000 vaccinationer pr. dag fordelt på 5 daglige teams. Fra uge 35 stiger kapaciteten til det dobbelte. Ved yderligere behov er der mulighed for at udvide kapaciteten.
    • Fra 1. september skal Region Hovedstaden kunne levere 60.000 vaccinationer pr. uge, fra 1. oktober ca. 35.000 vaccinationer pr. uge og fra medio oktober og resten af året ca. 3.000 vaccinationer pr. uge.
    • Planer for vaccinationssteder og kapacitet kan ændres, hvis der kommer andre nationale udmeldinger ift. den fremtidige nødvendige kapacitet, fx hvis udvalgte grupper eller alle borgere skal tilbydes 3. vaccination.
    • Der planlægges derfor også med en regional beredskabskapacitet, der vil kunne opskaleres for at sikre tilgængelige og fleksible tilbud til relevante målgrupper ved behov.

    Yderligere info:

    • Pressevagten i Region Hovedstaden på: presse@regionh.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/region-h-rykker-vaccinationsindsatsen-taettere-pa-borgerne?releaseId=13629870

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **