PRM / DH om finanslovsudspil: Støttepartier må kæmpe for en ambitiøs handicapreform

    Pressemeddelelse fra Danske Handicaporganisationer

    Regeringen har netop præsenteret sit forslag til en ny finanslov. Her er der afsat 45 millioner årligt til en specialeplan på handicapområdet.

    Hvis du fx får konstateret kræft, kan du få hjælp af landets bedste specialister med det samme, fordi sundhedsområdet har et godt system og en såkaldt specialeplan.

    Men på handicapområdet er ekspertisen siden 2007 blevet udvandet, og det er en kamp for mennesker med handicap at få den rigtige hjælp første gang.

    Regeringen har derfor igangsat en evaluering af handicapområdet og vil på et tidspunkt indkalde til forhandlinger på baggrund af evalueringens resultater.

    I handicaporganisationerne har vi længe presset på for, at der også bliver indført en specialeplan på handicapområdet. Så du får den rigtige hjælp, hvis du fx får et barn med autisme, kommer ud for en trafikulykke og får en hjerneskade eller mister synet.

    Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, udtaler:

    “Tak til regeringen for et økonomisk udgangspunkt til de kommende forhandlinger om handicapområdet. Støttepartierne må nu vise ved forhandlingsbordet, at de vil have flere penge til en ambitiøs reform. Så vi får en ny start på handicapområdet med ekspertise, viden og mennesker i centrum.”

    Det står på side 70 i selve finansloven.

    DH glæder sig også over, at Regeringen lægger op til at forbedre retssikkerheden på handicapområdet med 140 millioner via socialreserven.

    Fakta: Økonomi vægter tungest

    DH har spurgt mennesker med handicap og pårørende om, hvordan de vurderer hjælpen fra kommunen. Mange svarer, at kommunerne fx vægter økonomien højest, når de udmåler støtte.

    44 procent oplever, at kommunen vægter økonomi højest, når de udmåler støtten.
    45 pct. mener, at kommunerne undlod at lytte til eksperter i deres sag.
    40 pct. oplever, at støtten er blevet dårligere de seneste fem år.

    Find undersøgelsen fra 2021 her.

    Kontakt:

    Formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen tlf.: 23 40 92 00

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dh-om-finanslovsudspil-stottepartier-ma-kaempe-for-en-ambitios-handicapreform?releaseId=13629822

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **