PRM / Verdensmålene – fra Næstved til Botswana

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    Fra den 6. september vil der på Næstved Bibliotek være en udstilling om FN’s verdensmål. Til at åbne udstillingen vil forfatter Bjørn Førde den 7. september holde et oplæg om, hvad FN’s verdensmål er, hvad der kan gøres for at nå dem globalt og lokalt, samt hvordan udfordringerne ikke er så forskellige fra Næstved til Botswana.

    Verdensmålene markerer en hidtil uset ambitiøs og transformativ udviklingsdagsorden. Der er fastlagt 17 overordnede mål og ikke mindre end 169 delmål, som forpligter alle FN’s medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer ligeledes på at fremme fred, sikkerhed og stærke demokratiske institutioner og på at styrke internationale partnerskaber.

    Ingen lande eller lokalsamfund kan gå enegang
    Den nye dagsorden anerkender, at social, økonomisk og miljømæssig udvikling på den ene side, og fred, sikkerhed og internationalt samarbejde på den anden er tæt forbundne. Det kræver en integreret indsats på globalt niveau at opnå holdbare udviklingsresultater. Ingen lande eller lokalsamfund kan gå enegang. Heller ikke Danmark og Næstved.

    Men hvordan er vi nået frem til lige præcis disse verdensmål? Er det muligt at nå målene i tide? Og hvem bestemmer, hvordan de praktiske løsninger skal se ud?

    Det er nogle af de spørgsmål, forfatteren Bjørn Førde vil tage fat på, når han tirsdag den 7. september kl. 17.00-19.00 åbner en udstilling på Næstved Bibliotek, som er udarbejdet af foreningen Globale Seniorer. Udover at besvare de nævnte spørgsmål, vil han i sit oplæg fortælle om erfaringer fra Botswana, hvor han var chef for FN i en årrække i starten af nullerne.

    Det er gratis at deltage – billetter bestilles på www.naesbib.dk

    Bjørn Førde
    Bjørn Førde er nu pensioneret, men han har igennem et halvt århundredes arbejde med udvikling blandt andet været generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, chef i FN og senest direktør for Dansk Institut for Partier og Demokrati. Han har skrevet en lang række fag- og skønlitterære bøger om udvikling. Senest udkom i april 2021 på Forlaget Turbine bogen “Vi tror vi kan måle alt. En historie om udvikling”.

    Kontakt:

    Bibliotekar Jesper Christensen tlf.: 5588 4158 email: jechr@naestved.dk

    Bibliotekar, pressemedarbejder Lena Lund Olsen tlf.: 55884021 email: leols@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/verdensmalene—fra-naestved-til-botswana?releaseId=13629767

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **