Pressemeddelelse fra Bellevue Teatret
“Det har været et stort privilegie at få lov til at arbejde på hele tre teatre som direktør. Alle tre teatre har været vidt forskellige fra hinanden. Alligevel har jeg kunnet trække gode erfaringer, masser af netværk og de bedste forestillinger videre med mig – så der er blevet mere teater til alle og skabt gedigne samarbejder”, siger Pia Jette Hansen.
Holbæk Teater kom under Pia Jette Hansen fra 2001 på kulturens landkort med nyskabende forestillinger om aktuelle emner som pædofili (Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt), arrangerede ægteskaber (Gidsel; forestillingen spillede i en bus i trafikken) og ungdomshuset på Jagtvej (69 – en rockteaterkoncert). De to sidstnævnte modtog Reumert-priser for hhv. årets Årets Børneteaterforestilling i 2008 og Årets Musikteater i 2009.
Makeover til et af landets største teatre
Efter succesen i Holbæk blev Pia Jette Hansen i 2010 direktør for Østre Gasværk Teater, som dermed fik et helt nyt publikum i børn, unge og familier. Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon og Lene Kaaberbøls Skammerens Datter blev store succeser. Succes var også overskriften, da det lykkedes Pia Jette Hansen som den første i verden at få rettighederne til at dramatisere Ken Folletts superbestseller Jordens Søjler. 73.000 så musicalen.
Undervejs var Pia Jette Hansen primus motor for et stort samarbejde med eksterne fonde og bygningens bestyrelse om finansiering på knap 40 mio. kr. og planlægning af ombygning af Østre Gasværks indre, som satte varigt aftryk på teatret.
Dansk design i fokus
Selve byggeriet overlod hun til sin efterfølger, for med sammenlægningen af Østre Gasværk Teater og Republique søgte Pia Jette Hansen i 2017 mod Arne Jacobsens Bellevue Teatret, hvor hun har været siden.
Her inddrager hun omgivelserne som en naturlig del af repertoiret, eksempelvis i den aktuelle Sommerballet Danish Design Monochrome. Ken Follett viste sin tillid ved at tildele Pia Jette Hansen rettighederne til verdenspremieren på en anden af hans store romaner, Den Evige Ild, som spiller igen som en koncertversion i foråret 2022.
Den seneste tid har været præget af corona. Teatret prøvede dog i al tristessen at tænke nyt. Bellevue Teatret var en af de allerførste arrangerede en drive-in-koncert i Danmark. Pia Jette Hansen åbnede desuden dørene til et hold scene-sultne kunstnere. Det resulterede i en ny, stjernebesat version af Strindbergs Frk. Julie i Thure Lindhardts instruktørdebut.
Tirsdag den 31. august markerer Bellevue Teatret 20-årsjubilæet med masser af dans, design og designfilm. Adgang koster 20 kr. Dørene er åbne fra kl 9.30 til 16. Ægget (1. del af Sommerballet Danish Design Monochrome) med danser Sebastian Haynes, pianist Alban Lendorf og illustrator Mette Lehmann i Tim Rushtons koreografi spiller tre gange: kl. 10, 11.30 og 13. Teatret viser en designfilm på ca. 30 minutter inden hver forestilling. Forestillingen var ca. 25 minutter.
BLÅ BOG
Pia Jette Hansen (født 1957 i Birkerød). Uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1987. Gift med skuespiller Henrik Prip, mor til to voksne børn. Bosat på Frederiksberg.
Kontakt:
Direktør Pia Jette Hansen email: pia@bellevueteatret.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/20-ar-i-streg-med-tre-teatre-pa-stribe?releaseId=13629750
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **