PRM / Furesø får opbakning til innovationspartnerskaber på erhvervstræf

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Årets nytårskur for erhvervslivet er på grund af situationen med corona i stedet blevet til et sommertræf, som torsdag eftermiddag løb af stablen på Flyvestation Værløse. Her mødtes 300 fra det lokale erhvervsliv i Furesø, hvor dagsordenen var offentlig og privat samarbejde om innovation, grøn omstilling og bedre velfærd.

    Borgmester Ole Bondo Christensen (A), der her i foråret var udpeget til regeringens Vækstteam om udvikling af erhvervslivet i Hovedstaden, bragte sine overvejelser fra Vækstteamet ind på erhvervstræffet.

    “Hvis vi også i fremtiden skal lykkes med den grønne omstilling og sikre god velfærd, skal vi tænke nyt, og som offentlig sektor turde åbne vores arbejdspladser op for erhvervsliv og forskning. Hvordan forebygger vi livsstilssygdomme og bruger teknologien klogt i ældreplejen? Hvordan omlægger vi transport, forbrug og erhverv, så Furesø bliver CO2 neutral? Det er spørgsmål som disse, vi sammen skal finde svar på. Derfor vil jeg gerne tage første skridt og invitere interesserede virksomheder til at bruge Furesøs arbejdspladser som et levende laboratorium, hvor nye ideer og teknologier kan blive afprøvet i praksis. Samtidig vil vi selv igangsætte arbejdet med at finde de første pilotprojekter, med afsæt i de behov der allerede er i kommunen.”

    Furesø Kommune tager nu initiativ til at skabe rammerne for såkaldte “innovationspartnerskaber”. Helt konkret inviteres erhvervsforeningerne, en kreds af virksomheder samt Erhvervshus Hovedstaden og DTU med til at definere rammerne. Målet er at kunne etablere et fælles erhvervsudviklingsselskab, som kan drive innovationspartnerskaberne fremover.

    Erhvervsminister Simon Kollerup (A), der deltog som en af hovedtalerne, samlede tråden op fra borgmesterens udspil.

    “Samarbejdet mellem offentlige myndigheder og private virksomheder er en hjørnesten i den danske samfundsmodel. Det blev helt tydeligt under corona, hvor samarbejdet viste sit værd. Derfor skal vi også se, hvilke redskaber vi har i værktøjskassen, så vi kan gøre samarbejdet mellem det offentlige og private endnu bedre, så vi kan spille hinanden stærkere – til gavn for hele samfundet.”

    Den anden hovedtaler på erhvervstræffet var direktør i Erhvervshus Hovedstaden, Katrine Paaby Joensen:

    “Hvis vi skal sikre de bedste betingelser for erhvervslivet og samtidig styrke samfundet, så er innovative partnerskaber mellem erhvervsliv og det offentlige vejen frem. Det er derfor rigtig positivt, når kommunerne tager førertrøjen på og inviterer, som Furesø Kommune har gjort her. Vi vil meget gerne understøtte initiativet med vores viden og know how, herunder om samarbejde mellem virksomheder og det offentlige, overblik over støttemuligheder samt videnspartnerskaber for øget innovationshøjde.”

    Politisk i byrådet er der opbakning til at prioritere innovationsdagsordenen økonomisk. Viceborgmester og formand for Udvalget for digitalisering og innovation, Lars Carstensen (C), udtaler:

    “Vi er netop nu ved at sende budgettet i høring, og der foreslår vi, at der afsættes 1 mio. kr. i årene fremover, som skal benyttes til helt konkrete projekter, der er med til at nytænke og skabe bedre rammer for borgernes liv og kommunens arbejde. I Udvalget for digitalisering og innovation har vi arbejdet for denne dagsorden i indeværende byrådsperiode, og jeg ser derfor frem til, at arbejdet nu bliver bredt endnu videre ud.”

    Formand for Udvalget for beskæftigelse og erhverv, Hasan Yilmaz (A):

    “I den partnerskabsaftale vi tidligere i år indgik med erhvervslivet står et tæt samarbejde mellem kommune og virksomheder om styrkelse af iværksættermiljøet omkring grøn omstilling og velfærdsteknologi højt på dagsordenen. Samtidig arbejder vi også på at bringe skoler og erhvervsliv tættere sammen omkring hele innovationsarbejdet.”

    Også i det lokal erhvervsliv i Furesø bliver borgmester Ole Bondo Christensens udstrakte hånd taget vel i mod.

    Formand for Furesø INDUSTRI, Mogens Brusgaard og formand for Furesø Erhvervsforening, Birgit Ritter udtaler sammen:

    “Et tættere samarbejde om innovation fx inden for grøn omstilling og velfærd ligger helt naturligt i forlængelse af det samarbejde, vi allerede har, og hvor vi tidligere i år indgik en partnerskabsaftale. Det er helt naturligt, at vi sammen udvikler helt konkrete løsninger, som kan være til gavn for både erhvervsliv og kommune. Et vigtigt fokusområde i forbindelse med velfærd er, at tænke forebyggende frem for konsekvensbehandling. Det ultimative succeskriterie er, at vi får skabt brugbare innovative løsninger, der rækker ud over kommunegrænsen.”

    Ideen om innovationspartnerskaber vil nu blive drøftet og videreudviklet i udvalg og byråd samt med kommunens medarbejdere og med erhvervslivet.

    Kontakt:

    Ole Bondo Christensen (A) email: borgmester@furesoe.dk

    Erhvervsminister (A) Simon Kollerup tlf.: 91337097

    Direktør Erhvervshus Hovedstaden Katrine Paaby Joensen tlf.: 61884600

    Lars Carstensen (C) email: lnc1@furesoe.dk

    Hasan Yilmaz (A) email: hyi@furesoe.dk

    Formand Furesø INDUSTRI Mogens Brusgaard tlf.: 40701444

    Formand Furesø Erhvervsforening Birgit Ritter tlf.: 23100380

    Kommunaldirektør Steen Vinderslev email: Steen.Vinderslev@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-far-opbakning-til-innovationspartnerskaber-pa-erhvervstraef?releaseId=13629756

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **