Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Ved Gl. Ellebjerg Station i Valby står en række boligpavilloner nu klar til at give studerende et midlertidigt tag over hovedet. Pavillonerne der består af møblerede enkelt- og dobbeltværelser lejes ud for henholdsvis 850 kroner og 1.000 kroner om ugen.
“København skal være en studievenlig by for alle – også selvom du ikke kommer fra Storkøbenhavn eller har familie i byen, der kan hjælpe med at finde en bolig. Her er midlertidige, akutte boliger et supplement til boligmarkedet. Jeg håber, at de kan give de studerende lidt ro til at falde til, indtil de finder et mere permanent sted at bo,” siger overborgmester Lars Weiss (S).
“Vi er meget glade for at kunne hjælpe med at etablere de første midlertidige studieboliger. Vi ved, at en mindre stresset boligsituation i studiestarten er vigtig for at kunne holde fast i sin uddannelse og for en god social integration. Vi håber at være med til flere andre initiativer i kommunens studiebypolitik”, siger direktør i Studenterhuset Jacob Ørum.
Boligpavillonerne indeholder 30 værelser og kan give 40 studerende et midlertidigt tag over hovedet. Der var oprindeligt lagt op til at etablere 45 vogne med plads til 180 studerende, men af hensyn til brandsikkerheden har Københavns Kommune været nødt til at nedskalere projektet.
“Jeg havde selvfølgelig helst set, at der kunne etableres flere midlertidige, akutte boliger i år, men det er et skridt på vejen. Samtidig arbejder vi målrettet for, at der kommer flere permanente ungdomsboliger til byen. Sidste år blev der bygget over 1.400 nye ungdomsboliger, hvoraf knap en tredjedel var almene. Det er det højeste antal siden 2012,” siger overborgmester Lars Weiss (S).
Boligerne, der har fået navnet “Startup Housing” står klar nu og tre måneder frem. Herefter er det forventningen, at de studerende har fundet en mere permanent bolig, og pavillonerne vil blive fjernet igen.
Boligerne opsættes i år som et pilotprojekt. Efter sæsonen vil Københavns Kommune evaluere projektet og behovet for de midlertidige, akutte boliger fremover.
Indvielse af “Startup Housing”
Overborgmester Lars Weiss (S) indvier projektet Startup Housing mandag den 30. august kl. 15-16.
Indvielsen finder sted på Blushøjvej 3, 2450 København SV.
Pressen er velkommen til at deltage i arrangementet. Til indvielsen deltager også Danske Studerende Fællesråd og Studenterrådet ved Københavns universitet.
Fakta
- Projektet “Startup Housing” består af pavillonboliger med i alt 30 værelser, der kan huse op til 40 studerende. Der er både enkeltværelser og dobbeltværelser.
- Værelserne i vognene er møbleret, og er udstyret med fælleskøkken og fællesbadeværelser.
- Huslejen vil være 850 kr. pr. uge for et enkeltværelse og 500 kr. for en plads på et dobbeltværelse eller 1.000 kr. for hele dobbeltværelset. Det er Studenterhuset der står for udlejningen.
- Kommunen har alene lovhjemmel til at drive tilbuddet i studiestartsperioden. Derfor vil vognene være opstillet fra august til og med november, hvorefter de vil blive fjernet igen.
- Københavns Kommune har et mål om, at der skal bygges 12.000 nye ungdomsboliger frem mod 2031, hvoraf 7.500 skal være almene ungdomsboliger. Det svarer til cirka 1.000 boliger om året.
- I 2020 blev der bygget 1.430 ungdomsboliger, heraf 453 nye almene ungdomsboliger. Det er det højeste antal siden 2012.
Kontakt:
Tilmelding til indvielsen og kontakt til overborgmesteren kan ske via pressekonsulent Nikolai Evereth, mail p33u@kk.dk, tlf. 4044 7446
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/presseinvitation-nu-rykker-de-forste-studerende-ind-i-akutboliger?releaseId=13629726
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **