PRM / Fonden bag Andelskasserne i område Nord støtter lokale ildsjæle i Thisted Kommune

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Danmark er fyldt med energiske ildsjæle. Men selv den stærkeste virketrang kan bremses, hvis der ikke er økonomi til at føre de gode idéer ud i livet. Det har Fonden bag Andelskasserne i område Nord nu gjort noget ved og for første gang uddelt midler og derved givet en økonomisk hjælpende hånd til to udvalgte initiativer og aktiviteter, der vil gøre en synlig forskel i lokalsamfundene i Thisted Kommune.

    Fonden bag Andelskasserne i område Nord har tildelt 33.900 kr., som er fordelt mellem GÅRDfestival i Thy og Midtthy Jagtforening. Det glæder Mikael Nielsen, som er formand for Fonden bag Andelskasserne i område Nord, at fonden kan være med til at sprede glæde og udvikling i lokalsamfundene.

    “Uddeling af midler er vigtigt for fonden, fordi vi på den måde understøtter lokale ildsjæle og udviklingen i lokalsamfund. Herved bakker vi også op om de områder, hvori Andelskassens kunder lever og er aktive,” siger Mikael Nielsen.

    For at komme i betragtning til nogle af fondens midler skal aktiviteterne finde sted i fondens område samt fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber og dermed bringe mennesker sammen og være til glæde og gavn for en bredere kreds end initiativtagerne.

    Torsdag den 26. august mødtes ildsjæle fra de to initiativer i Andelskassen i Koldby for at modtage den økonomiske håndsrækning fra fonden. Her deltog centerdirektør for Andelskassen i Koldby, Jesper Elkær også.

    “Det er stort for os i Andelskassen at kunne være med, når fonden bag banken uddeler midler til lokale initiativer. Det er jo andelskassernes gamle DNA og lokale engagement, vi her ser udfoldet på en ny måde. Og det glæder mig at se, hvordan pengene kommer til at gøre en forskel for rigtig mange indbyggere i lokalområdet,” siger Jesper Elkær.

    Fonden oplyser, at der i forbindelse med den næste uddeling af støttemidler er ansøgningsfrist den 31. august 2021. Ansøgningsskema og yderligere information, om hvilke betingelser ansøgningerne skal opfylde, er tilgængeligt på Andelskassens hjemmeside, https://www.andelskassen.dk/fonde/fond-nord/.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fonden-bag-andelskasserne-i-omrade-nord-stotter-lokale-ildsjaele-i-thisted-kommune?releaseId=13629599

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **