Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Tirsdag den 24. august indviede Furesø Kommune to nybyggede botilbud på Kirke Værløsevej. Et træhus, hvor bæredygtighed og ligeværdighed er tænkt ind i alt fra byggematerialerne og udearealer til indretningen og teknikken, står nu klar til at blive taget i brug. Det betyder, at 16 af kommunens egne udsatte borgere nu får et lokalt tilbud frem for at blive sendt på botilbud rundt om i landet.
“Det er både godt for deres udvikling mod et mere selvstændigt liv og godt fordi, de vil bo i trygge rammer – tæt på familie, venner, netværk, job eller dag- og aktivitetstilbud”, fortæller Matilde Powers (A), formand for Udvalg for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv.
Hun tilføjer: “Botilbuddene er blevet indrettet på baggrund af solid viden på området. Mange parter har bidraget, så beboerne får et hus, der blandt andet passer til deres behov for både at have et privatliv og være del af et fællesskab”.
Det nye hus rummer to adskilte botilbud. Nogle af beboerne vil være yngre borgere med autisme, andre vil være borgere som har brug for afklaring af deres ressourcer, og hvilken støtte de har brug for.
“Vi har fået bygget et hus uden sidestykke. Det er første gang, at vi har samlet så mange bæredygtige elementer i ét og samme hus. Et træhus fra yderst til inderst, som opvarmes udelukkende med energibesparende varmepumper og med solceller på taget – og med regnvand, der bruges til toiletskyl, og genbrugsgrus under alle fliserne. Med det her hus sætter vi høje standarder for bæredygtigt byggeri – og så bidrager vi til at udvikle bæredygtige løsninger for en hel branche”, siger Lene Munch-Petersen (A), formand for Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling.
Byggeriet har været en del af et forskningsprojekt. I samarbejde med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, Juul & Hansen Arkitekter, Jakobsen huse ApS har Furesø Kommune udviklet en måde at isolere på, som er mere bæredygtig, og som klarer sig lige så godt som mere traditionelle løsninger, når en brand skal hæmmes. Brandtests viser, at de nye metoder er mindst lige så effektive som mere konventionelle løsninger.
Ved indvielsen lød en stor tak til alle involverede, og et stort tillykke til botilbuddets personale og beboere, som skal tage de første skridt ind i huset.
Fakta
Træhuset vil leve op til miljøcertificeringen, der hedder DGNB.
Læs mere og se video fra rejsegildet i marts 2021: https://www.furesoe.dk/vaer-med/byudvikling/botilbud-paa-kirke-vaerloesevej/
Kontakt:
Matilde Powers (A) email: map1@furesoe.dk
Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk
Medejer og stifter Rune Jakobsen tlf.: 25759493 email: rune@jakobsenhuse.dk
Partner og projektchef – Arkitekt maa Hannah Rosa Rasch tlf.: 54303504 email: hrr@juul-hansen.dk
By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/1-hus-2-nye-botilbud-og-16-fremtidsdromme?releaseId=13629552
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








