Pressemeddelelse fra DEO
Det er lidt over en uge siden, at Taliban indtog Afghanistans hovedstad Kabul. Siden er tusindvis flygtet fra landet og flere afghanere prøver stadig ihærdigt at forlade landet. I Kabuls lufthavn er folk så desperate, at de hægter sig fast til landingsstel og vinger på lettende fly. Situationen skaber en uundgåelig flygtningestrøm til flere lande – også i EU. Spørgsmålet er om EU er forberedt på det.
“EU er omtrent ligeså forberedt på flygtningestrømme som verdenssamfundet, og især USA og de allierede, var på at Taliban kunne rykke sig så hurtigt frem i Afghanistan. Så det vil sige ikke særlig godt forberedt.” Sådan lyder vurderingen fra chefanalytiker i DEO Rasmus Nørlem Sørensen.
Lige nu er EU i gang med at diskutere, hvordan man skal håndtere de flygtningestrømme, der forventes. Et af de afgørende spørgsmål er, om den aftale, man indgik med Tyrkiet i 2015 fortsat holder. Aftalen indebærer, at Tyrkiet skal tilbageholde syriske asylansøgere fra at komme ind i EU. Denne manøvre virker dog ikke realistisk at gentage, blandt andet fordi forholdene internt i Tyrkiet synes at være blevet værre.
“Der har været en række eksempler på deciderede pogromer mod syriske flygtninge i Tyrkiet, hvor butikker er blevet plyndret og brændt af. Mange tyrkere er trætte af den massive tilstedeværelse af flygtninge i landet. Lige nu er der omkring fire millioner flygtninge i Tyrkiet, der lever under ugunstige forhold,” siger Rasmus Nørlem Sørensen.
EU-landene fokuserer i øjeblikket på at evakuere deres egne statsborgere fra Afghanistan. Men flere regeringer, med den græske i spidsen, presser kraftigt på for, at EU skal tage forholdsregler, der kan forhindre nye flygtninge på europæisk jord.
Kontakt:
Chefanalytiker og sekretariatsleder Rasmus Nørlem Sørensen tlf.: +45 61 27 72 56 email: rasmus@deo.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tusindvis-af-afghanere-pa-flugt-er-eu-klar-til-en-ny-flygtningestrom?releaseId=13629287
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








