PRM / Overborgmester vil bevare lokale perler, der giver byen sjæl

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

    Flere steder i København står de fysiske beviser på vores historie i solid mursten. Det gælder for eksempel Amagerklassikeren Herolds Varehus med sin gamle butiksfacade og fabriksbygningerne på Vermundsgade, der er et af Nørrebros sidste eksempler på 1900-tallets industri.

    Men selvom de historiske bygninger ligger midt i områder, der udvikles med hastige skridt, står de uden en sikring for, at de bliver bevaret for eftertiden – ligesom mange andre kulturhistoriske perler i København. Det vil Lars Weiss (S) nu have ændret:

    “Der bliver hele tiden bygget nyt i København, og det er rigtig godt – for vi skal have plads til, at vi bliver flere. Men vi skal også sørge for at bevare byens historiske steder, så de ikke går tabt i den udvikling. Derfor skal vi handle nu – og ikke på bagkant, så man også i fremtiden kan fornemme det gamle København i kvartererne og mærke historiens vingesus,” siger overborgmesteren.

    Derfor peger Lars Weiss (S) nu på en række områder og bygninger, som han mener bør bevares. Fælles for dem alle er, at de ligger i et område i rivende byudvikling og derfor høj sandsynlighed for opkøb de kommende år. Den problematik ses især på Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Amagerbro og i Nordvest.

    Han vil derfor have undersøgt de konkrete handlemuligheder for at bevare de pågældende steder. Blandt andet skal mulighederne for bevarende lokalplaner og nye SAVE-registreringer undersøges.

    Samtidig vil overborgmesteren gå til de kommende budgetforhandlinger med ønsket om en kortlægning af bygninger og områder, som har en særlig københavnsk historie og sjæl, der er vigtig at bevare. Det skal indgå i grundlaget for den kommende kommuneplansstrategi og skal ske i dialog med lokale kræfter om, hvad der bør bevares i byen.

    “Jeg har peget på flere smukke og historiske tidslommer, jeg mener, vi skal have bevaret, så vi bevarer byens sjæl. Der kan sagtens være steder, vi har overset. Derfor skal vi stadig have fokus på emnet i de kommende budgetforhandlinger og i kommuneplanstrategien sammen med københavnerne”, siger Lars Weiss (S).

    Konkret vil overborgmesteren blandt andet arbejde for, at følgende bygninger og steder bliver bevaret:

    • Fabriksbygningerne på Vermundsgade
    • Nordhavns Fiskerihavn
    • Rosenvængets Kvarter
    • Byhusene på Øresundsvej og Herolds Varehus
    • HOFOR pumpestation
    • Screening af byen med henblik på at afdække bygninger og områder med behov for beskyttelse

    Kontakt:

    Overborgmester Lars Weiss (S) via pressemedarbejder Julie Bender Thomsen, 2337 6077 – t53e@kk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/overborgmester-vil-bevare-lokale-perler-der-giver-byen-sjael?releaseId=13629108

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **