PRM / Forsigtig optimisme trods manglende betalinger

    Pressemeddelelse fra EjendomDanmark

    Sommeren går på hæld, og for mange er ferien ovre. Men på trods af feriegæster og få restriktioner er der igen flere butikker, som ikke har kunnet betale deres husleje.

    Restancerne – altså den ubetalte leje – steg nemlig “kun” med 100 mio. kroner for butikkerne i juli måned, viser en opgørelse fra EjendomDanmark. Det er den mindste stigning set i perioden marts 2020 til juli 2021, og med det er de samlede butiksrestancer nu 1,5 mia. kroner.

    “Optimalt steg restancerne slet ikke, og det er selvfølgelig ikke glædeligt, at der stadig er udfordringer. Men set i lyset af, at det var et kvartalsskifte, hvor restancerne ellers historisk set tager større hop, er der tegn på, at kunderne i løbet af foråret og sommeren er vendt tilbage til butikkerne,” siger adm. direktør Jannick Nytoft, EjendomDanmark.

    Det er dog en forsigtig optimisme, for med et efterår forude kan der vente mere bølgegang for butikkerne i de kommende måneder:

    “Det er ikke til at vide, hvordan sundhedssituationen udvikler sig i de kolde måneder, og hvordan det vil smitte af på vores butikker. Derfor er det vigtigt, at butikkerne får indhentet så meget som muligt nu, og at vi fra samfundsmæssig side gør vores ypperste for at sikre, at de har optimale vilkår for at drive deres forretninger,” siger Jannick Nytoft.

    Samlede restancer stiger

    Butikkerne udgør lige over halvdelen af de samlede restancer. Det med er det ikke alene dem, der under coronakrisen har kæmpet med lejebetalingerne, når nedlukninger ramte.

    Den samlede stigning i restancerne er i juli dog på 600 mio. kroner, og det er en mindre stigning end tidligere set ved kvartalsskifter. Tidligere har de været op til tre gange så høje.

    “Nu har vi efterhånden omkring halvandet års erfaringer med restriktionernes betydning. Det er tydeligt, at der opstår akutte udfordringer, når noget lukker, men det er også positivt for de fysiske butikker, at kunderne virker til at klappe computeren sammen for at komme ned i butikkerne og handle,” siger Jannick Nytoft.

    “Butikker skal kunne noget mere, og det stiller krav til både butikken selv, men også til alt fra lokalerne til omgivelserne. Derfor skal der være gode rammer til at skabe attraktive ejendomme, byrum og centre, hvor butikkerne kan trives.”

    Kontakt:

    Adm. direktør Jannick Nytoft tlf.: 27112073 email: jny@ejd.dk

    Pressekonsulent Cecilie Lund Vinther tlf.: 21404675 email: clv@ejd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forsigtig-optimisme-trods-manglende-betalinger?releaseId=13629010

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **