Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Den 1. oktober 1989 blev der skrevet verdenshistorie i København. Den dag indgik 11 par af samme køn som de første i verden registreret partnerskab på Københavns Rådhus. Fredag den 20. august 2021 – i forbindelse med WorldPride – giver forelskede par igen hinanden deres “ja” i København.
Vielserne finder sted i Ørstedsparken, hvor overborgmester Lars Weiss (S) og kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) vil vie en række par.
“København er en mangfoldig by, og inklusion og plads til forskellighed udgør kernen af byens DNA. Jeg er derfor også utrolig stolt af, at vi på Københavns Rådhus har foretaget vielser af LGBTI+ par i over tre årtier. Jeg glæder mig meget til at forestå vielserne og hylde retten til at være sig selv og elske den, man elsker,” siger overborgmester Lars Weiss (S).
Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) ser frem til at fejre mangfoldigheden ved regnbuevielserne.
“Intet er større end kærligheden – uanset form. Som mennesker skal vi kunne elske dem, vi vil på en måde, som er den rigtige for os. Med regnbuevielserne er vi med til at fejre kærligheden i al dens mangfoldighed, og det ser jeg frem til at være en del af,” siger hun.
“Det har i en del år været en tradition i Copenhagen Pride Week at tilbyde vielser i samarbejde med Vielseskontoret, og det er os en glæde, at vi også i år i forbindelse med WorldPride kan danne ramme om vigtige øjeblikke i menneskers liv. Pride handler om rettigheder – herunder retten til at elske den, man vil, og at få sit parforhold anerkendt i det land, hvor man bor. Det krav sætter vi hermed to streger under,” siger forperson for Copenhagen Pride Lars Henriksen.
Fakta om vielsesarrangementet:
- Vielserne afholdes i Ørstedsparken som et “Vie i det fri”-arrangement i forbindelse med WorldPride. Der er også mulighed for ikke-LGBT+-par at blive viet.
- Vielserne finder sted ved broen i Ørstedsparken fredag den 20. august kl. 15-18.
- Københavns Kommune har siden 2017 arrangeret vielser i forbindelse med Copenhagen Pride.
- Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde vier fra kl. 15.15-15.50. Overborgmester Lars Weiss vier fra kl. 15.50-16.10
- Regnbuevielserne er arrangeret af Vielseskontoret i Københavns Kommune i samarbejde med Happy Copenhagen.
Journalister er velkomne ved arrangementet. Kontakt venligst Kultur – og fritidsforvaltningens pressetelefon for tilmelding: Tlf: 3366 2345.
Kontakt til overborgmester Lars Weiss (S) via pressekonsulent Nikolai Evereth tlf. 4044 7446
Kontakt til kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) via Kultur – og fritidsforvaltningens pressetelefon: 3366 2345
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/presseinvitation-regnbuevielser-i-orstedsparken?releaseId=13628939
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








