Pressemeddelelse fra headspace
headspace Kalundborg åbnede i marts, men på grund Covid-19 blev den officielle åbning udskudt. Mere end 35 unge har allerede fået hjælp i headspace Kalundborg.
Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) glæder sig over det nye tilbud til kommunens børn og unge.
“For mange unge også i Kalundborg Kommune går rundt og tumler med tanker, som de har brug for at tale med nogen om. Derfor glæder det mig virkelig meget, at headspace er kommet til byen, og jeg ser frem til samarbejdet mellem Kalundborg Kommune og headspace omkring sårbare børn og unge,” siger han.
headspace Danmark har længe ønsket at være mere til stede i Vestsjælland, og med headspace-centre i både Slagelse og Kalundborg er Vestsjælland nu dækket godt ind.
“Hver gang vi åbner et nyt headspace-center er det en lige vej til forbedret trivsel for de børn og unge, der benytter centret, hvor vi jo helt anonymt og uforpligtende er nogen at tale med. Derfor glæder det mig meget, at Kalundborg Kommune rækker ud efter os i arbejdet for at nå udsatte børn og unge,” siger Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark.
Samarbejdet betyder bl.a., at Kalundborg Kommune har fremskudte medarbejdere fysisk til stede i headspace Kalundborg 15 timer om ugen. Derudover har Region Sjælland også en fremskudt medarbejder fra psykiatrien i headspace Kalundborg otte timer om ugen. De fremskudte kommunale og regionale medarbejdere sikrer en langt bedre brobygning mellem civilsamfundet og de offentlige tilbud.
Dermed får børn og unge hurtigere den rigtige hjælp. Ingen andre civilsamfundstilbud har som headspace fremskudte kommunale og regionale medarbejdere integreret i den daglige drift over hele landet.
headspace Kalundborg har ansat to ungerådgivere, der allerede har rekrutteret 10 frivillige og som ikke mindst har rakt ud til relevante aktører i Kalundborg Kommune. Hvis du er interesseret i at blive frivillig i headspace Kalundborg eller har spørgsmål vedrørende centret, kontakt gerne centerchef Mette Truesen på mobil: +45 5373 3012, email: .
Kontakt:
Pressechef Jakob Risom Langelund tlf.: +45 6165 6540 email: jr@detsocialenetvaerk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-abner-headspace-officielt-i-kalundborg?releaseId=13628872
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








