PRM / Røde Kors arbejder på højtryk for at finde overlevende efter jordskælv, mens tropisk storm fejer henover Haiti

    Pressemeddelelse fra Røde Kors

    Antallet af savnede, sårede og døde efter lørdagens jordskælv i Haiti stiger fortsat, og der er fortsat ikke fuldt overblik over katastrofens omfang. Røde Kors vurderer, at mere end 800.000 personer er direkte påvirket af jordskælvet, som indtil nu har kostet 6975 sårede og 1419 livet.

    Redningsteams har arbejdet i døgndrift for at redde ofre ud fra sammenstyrtede bygninger, og arbejdet intensiveres i disse timer, hvor den tropiske storm Grace fejer henover Haiti:

    “Hundredevis af frivillige er i gang med at grave for at finde og hjælpe tilskadekomne og døde og yde førstehjælp, og vi er bekymrede for, at stormen Graces fremrulning vil bremse hjælpearbejdet. Der er lige nu varsel om 360 millimeter regn over de næste 12 timer i området, hvilket omtrent svarer til et tidobbelt skybrud. Så det er klart, at det kan sætte hjælpe- og eftersøgningsarbejdet under stort pres,” siger katastrofechef i Røde Kors i Danmark, Bjarke Skaanning.

    Jordskælvet, som blev målt til 7,2 på Richter-skalaen, har ødelagt titusindvis af boliger samt en del hospitaler, hoteller, kirker, veje og anden infrastruktur.

    “Tusindvis af familier har mistet deres hjem og lever nu under åben himmel. Vi arbejder på højtryk for at skaffe husly til de mange nødstedte, men behovet for hjælp er enormt, så mange mangler endnu at få for eksempel presenninger. De forventede store regnmængder og efterfølgende mudder vil gøre situationen om muligt endnu værre for de mange ofre for jordskælvet, og øge behovet for hjælp og beskyttelse,” siger Bjarke Skaanning.

    Røde Kors har udsendt en appel om ca. 70 mio. kroner til hjælp til 25.000 personer direkte berørt af jordskælvet i Haiti .

    Kontakt:

    For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

    3529 9699
    Røde Kors.dk/presse

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rode-kors-arbejder-pa-hojtryk-for-at-finde-overlevende-efter-jordskaelv-mens-tropisk-storm-fejer-henover-haiti?releaseId=13628849

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **