PRM / Nyt spil skal styrke politikernes rolle i offentlig innovation

    Pressemeddelelse fra Center for Offentlig Innovation

    Politikere spiller en nøglerolle i udviklingen af den offentlige sektor.

    Derfor udgiver Center for Offentlig Innovation (COI) i dag MANDAT – Et dialogspil om politisk ledelse af offentlig innovation.

    Spillet skal hjælpe politikerne med at lede og støtte arbejdet med at finde innovative svar på komplekse velfærdsudfordringer. Samtidig tilbyder spillet et fælles sprog om offentlig innovation.

    Politikere spiller helt afgørende rolle

    MANDAT er udviklet af COI i samarbejde med en lang række politikere og ansatte i kommuner og regioner.

    “Vi ved, at politikerne spiller en helt afgørende rolle i offentlig innovation. Derfor er vi glade for og stolte over at præsentere et redskab til at fremme denne rolle yderligere. Vi håber, det bliver vel taget mod – og at det kan være med til at skabe et stærkt fælles afsæt for at tackle centrale udfordringer,” siger Lotte Rømer Grove, innovationskonsulent i COI og projektleder på COI’s indsats for at styrke politikernes rolle i offentlig innovation.

    Spillet har under udviklingen været testet af flere ‘tyvstartere’, heriblandt byrådet i Furesø Kommune og Region Midtjyllands udvalg for nære sundhedstilbud.

    Sætter et vigtigt og fælles fokus

    Regionsrådsmedlem i Region Midtjylland Annette Roed (A) anbefaler alle nye regionsråd og kommunalbestyrelser at spille MANDAT:

    “Spillet sætter et vigtigt og fælles fokus på politisk ledelse af innovation. På muligheder, roller og dilemmaer – og på en neutral og konstruktiv måde. Derfor anbefaler jeg det,” siger Annette Roed.

    Lars Christensen (K), byrådsmedlem i Furesø Kommune, er enig:

    “I udvalget for digitalisering og innovation har vi gennem årene haft sparring med Center for Offentlig Innovation om, hvordan vi som politikere kan tage del i og sætte retning for innovationsarbejdet. Innovationsspillet MANDAT er en rigtig god ramme for at sætte en fælles lup på nogle af de svære velfærdsudfordringer, kommunerne står overfor,” siger Lars Carstensen.

    Fortrolighed og frugtbare diskussioner

    Spillet MANDAT tager udgangspunkt i en konkret udfordring om ‘Den grønne omstilling’, der er beskrevet af COI, eller en udfordring, der forberedes af spillerne selv, og som tager afsæt i en aktuel udfordring, som spillerne står midt i eller overfor.

    Spillet er særlig rettet mod kommunal- og regionspolitikere. Gennem spillet får deltagerne indblik i nogle af de aktiviteter og benspænd, der kan være undervejs i en innovationsproces.

    “Vi har forsøgt – med hjælp fra politikere og ansatte i kommuner og regioner – at skabe et dialogspil, som både øger fortroligheden med den politiske ledelse af innovationsarbejdet, og som giver mulighed for at have konstruktive og måske anderledes diskussioner, der i sidste ende kan føre til bedre og mere holdbare beslutninger. Det er målet,” siger Niels Jakobsen, innovationskonsulent i COI.

    HVAD ER MANDAT?

    – MANDAT er et brætspil, der muliggør fælles læring om den politiske rolle og ledelse af offentlige innovationsprocesser.

    – MANDAT er særlig rettet mod kommunal- og regionspolitikere, og kan også spilles af ledere og medarbejdere som inspiration til jeres rolle og betydning for politikernes innovationsarbejde.

    – Spillet er baseret på COI’s viden om offentlig innovation og på spørgeskemaundersøgelse og samtaler med kommunal- og regionspolitikere. De viser, at kommunal- og regionspolitikerne er optagede af at indtage en central rolle i offentlig innovation, men de dokumenterer også, at det kan være udfordrende politisk at stå i spidsen for en innovationsproces – både fordi man ikke kender løsningen på forhånd, og fordi der kan være stor forskel på, hvor fortrolige man er med innovationsprocesser.

    → Læs mere og bestil spillet (coi.dk/mandat)

    OM OFFENTLIG INNOVATION

    – Offentlig innovation er at gøre noget nyt i den offentlige sektor, som skaber værdi. Innovationen skal være ny for arbejdspladsen selv, men kan være brugt af andre.

    – Værdien af offentlig innovation kan have flere former: indfrielse af politiske mål, stigende effektivitet, højere kvalitet, styrket demokrati eller øget medarbejdertilfredshed.

    – Innovation kan være nye eller væsentligt ændrede serviceydelser, produkter, organisationsformer og processer eller måder at kommunikere med omverdenen på.

    – Otte ud af ti offentlige arbejdspladser har indført mindst én innovation i perioden 2018-2019, viser Innovationsbarometeret, den officielle statistik over offentlig innovation. Statistikken bliver lavet i samarbejde mellem Center for Offentlig Innovation og Danmarks Statistik.

    → Læs mere om offentlig innovation

    Kontakt:

    Innovationskonsulent Lotte Rømer Grove tlf.: 61813108 email: lrg@coi.dk

    Innovationskonsulent Niels Jakobsen tlf.: 61813107 email: nja@coi.dk

    Innovationskonsulent Charlotte Niss tlf.: 61813106 email: cni@coi.dk

    Kommunikationsansvarlig Paul Sauer tlf.: 61813103 email: ps@coi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-spil-skal-styrke-politikernes-rolle-i-offentlig-innovation?releaseId=13627906

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **