Pressemeddelelse fra home a/s
To omfattende undersøgelser har tidligere slået fast, at et godt energimærke har en positiv effekt på boligens salgspris på i omegnen af 70.000-100.000 kr. pr. spring i karakteren på energiskalaen for et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter. Nye beregninger fra Realkredit Danmark bekræfter undersøgelserne.
Men ifølge cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig, der står bag analysen, kan man ikke blot forvente, at salgsprisen på ens hus automatisk løftes.
“Hvis der eksempelvis blot laves en lille investering i kroner og øre for at løfte energimærket med en karakter, så burde en potentiel boligkøber også kunne gennemskue dette – og dermed bør det ikke have den store reelle effekt for salgsprisen, om investeringen foretages eller ej,” fastslår han i analysen.
Positiv effekt men…
Dermed ikke sagt, at det ikke i sig selv kan have en positiv effekt at forbedre boligens energimærke op til et salg, lyder det fra ejendomsmæglerkæden Home:
“Et bedre energimærke kan give øget interesse for boligen, da en del boligkøbere har fokus på energimærket i screeningen af boligerne til salg. Vi hører også fra vores ejendomsmæglere, at der er købere, der fravælger boliger udelukkende på energimærket,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.
Årsagen til, at et bedre energimærke ikke nødvenligvis er vejen til en sikker gevinst ved et salg, er, at der indimellem skal større investeringer til for at flytte energimærket opad, påpeger Realkredit Danmarks analyse.
Energistyrelsen har i en tidligere rapport anslået, at det vil koste i omegnen af 300.000-500.000 kr. at løfte et gennemsnitligt parcelhus fra energimærke G til C. Skalaen går fra A til G, hvor A er bedst.
Det svarer til en investering på i omegnen af 75.000-125.000 kr. pr. karakter, man forbedrer.
Første step er billigst
Ofte er det dog svært at hæve energimærket med mere end to karakterer, hvis investeringen skal være nogenlunde økonomisk rentabel.
“Den krævede investering vil som tommelfingerregel tiltage, jo mere man ønsker at kravle op af skalaen – den første karakter, man forbedrer energimærket, er med andre ord billigere end den næste karakter,” forklarer Christian Hilligsøe Heinig.
Der findes ikke nogen officielle tommelfingerregler for en krævet investering for at forbedre energimærket med én karakter, men beløbsstørrelser på i omegnen af 50.000-100.000 kr. er over årene nævnt i markedet. Det er altså nogenlunde på niveau med den estimerede effekt på salgsprisen, konkluderer han.
I Realkredit Danmark og Home mener man derfor, at udgangspunktet for energiforbedringer ikke bør være en forventning om, at man skal sikre sig en større gevinst ved et salg.
“Fokus bør i stedet først og fremmest være på, hvor hurtigt en eventuel energiforbedring tjener sig selv hjem – altså investeringen holdt op imod den løbende lavere energiregning – samt den øgede komfort, som energiforbedringen kan bidrage til,” lyder rådet fra Christian Hilligsøe Heinig.
Her tænkes især på, at gener som træk, kolde gulve eller bare et koldt hus hen over vinteren kan reduceres.
FAKTA: Genveje til energiforbedringer
Kilde: Realkredit Danmark – Energimærkning og boligøkonomien, 2021
Læs hele analysen her:
Kontakt:
Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom, Realkredit Danmark
Tlf: 4513 1972 – Mobil: 2498 2382 – mail: chei@rd.dk
Henrik Hauthorn Jensen, boligmarkedsanalytiker, home a/s
Tlf: 2043 3514 – mail: hehj@home.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/energiforbedringer-usikker-vej-til-hurtig-salgsgevinst?releaseId=13628556
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








