Pressemeddelelse fra headspace
Baggrunden er, at Link Logistics tidligere på året modtog “Erhvervsprisen 2021” for sit arbejde med at rekruttere og fastholde unge i Brøndby Kommune i beskæftigelse og give dem en fremtid. Erhvervsprisen uddeles hvert år til en virksomhed i enten Vallensbæk, Brøndby eller Glostrup kommuner af Erhvervssammenslutningen.
Prisen er på 25.000 kr., men Link Logistics har valgt at fordoble beløbet og donere det til et socialt formål. Efter en intern drøftelse blandt de ansatte i virksomheden faldt valget på headspace.
“Det var naturligt for os at donere til headspace, som er en organisation, der hjælper unge med at finde det rette spor i livet og komme ovenpå igen, når tilværelsen slår knuder. I Link Logistics arbejder vi også for at skabe en god fremtid for unge og give dem et meningsfyldt arbejdsliv,” siger Anders Martens, adm. direktør i Link Logistics.
headspace Danmark er naturligvis stolt og beæret over at modtage donationen, og timingen af den kunne faktisk ikke være bedre. Inden længe skyder headspace nemlig for alvor initiativet ‘Hvad kan jeg blive?’ i gang. ‘Hvad kan jeg blive?’ er et online uddannelsesunivers, hvor unge kan koble deres interesser til konkrete uddannelser og få inspiration fra andre unge i valget af uddannelse. Målet er, at flere vælger erhvervsuddannelse og vælger den for dem rette, så de også gennemfører. Initiativet er støttet af A.P Møller Fonden og arbejdsmarkedets parter.
“Vi er først og fremmest utroligt glade for, at Link Logistics gør så meget for unge, og så er vi selvfølgelig også glade for, at de tænker på os. Vi har et godt samarbejde med virksomheder landet over, og lige netop i de kommende måneder vil det arbejde blive sat endnu mere i centrum med initiativet ‘Hvad kan jeg blive?,” siger Trine Hammershøy, direktør i Foreningen Det Sociale Netværk/headspace Danmark.
Kontakt:
Pressechef Jakob Risom Langelund tlf.: +45 6165 6540 email: jr@detsocialenetvaerk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/link-logistics-donerer-50000-kr-til-headspace-danmark?releaseId=13627793
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








