PRM / Efter coronaeffekt på boligmarkedet er prisudviklingen nu stabil

    Pressemeddelelse fra Boligsiden.dk

    Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at boligpriserne steg mindre end én procent fra juni til juli. Det er første gang siden december, at priserne er steget så lidt på en måned.

    Udviklingen i boligpriserne hen over sommeren minder i det hele taget meget om noget, vi har set før.

    “Priserne har de seneste måneder udviklet sig stille og roligt på et niveau, der ligner det, vi så i årene før corona fik antallet af bolighandler til at stige voldsomt og priserne til at følge med. Den effekt er løjet af efter en sommer, hvor antallet af handler er blevet færre end tidligere på året, så der nu bliver handlet boliger i et omfang som før corona. Nu ser vi tilmed, at udbuddet stiger igen, og at det gennemsnitlige nedslag derfor også bliver højere,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

    Stabiliseringen af salgspriserne er en tendens, der gør sig gældende i alle landets regioner med lokale afvigelser.

    “Prisudviklingen er nogenlunde simultan for alle regioner. Det betyder, at der har været store prisstigninger i alle regioner, og at de årlige prisstigninger derfor er meget høje. Nu ser vi så også, at den her stabilisering af priserne foregår mere eller mindre samtidig i de fem regioner,” siger Birgit Daetz.

    Flere små prisudsving i vente

    Det er ikke bare geografisk, at vi ser samme udvikling over hele linjen. Det gælder også for de tre boligtyper huse, ejerlejligheder og sommerhuse.

    Salgspriserne på huse og sommerhuse er steget 0,8 procent fra juni til juli, mens priserne på ejerlejligheder er steget 0,1 procent, hvilket svarer til blot 23 kroner per kvadratmeter.

    “Det er ejerlejlighederne, der oplever det største fald i salget og den største stigning i udbuddet. Derfor er det naturligt, at det også er lejlighedspriserne, der stabiliserer sig først. Og derfor er det også tendensen snarere end stigningen på 0,1 procent, der er interessant. Der er gået en hel del fart af udviklingen på boligmarkedet de seneste måneder, og vi nærmer os den normaltilstand, som vi kendte så godt før corona,” siger Birgit Daetz og konkluderer:

    “Fortsætter prisudviklingen ad det spor, vil vi også de kommende måneder opleve ret små prisudsving. Og det kan både være op og ned.”

    Udvikling i boligpriser juli 2021:

    Boligtype

    Salgspris (kr. pr. kvm.)

    Ændring seneste måned

    Ændring seneste år

    Villaer/rækkehuse

    16.990 kr.

    0,8 %

    14,5 %

    Ejerlejligheder

    33.714 kr.

    0,1 %

    15,0 %

    Sommerhuse

    21.708 kr.

    0,8 %

    24,1 %

    (Kilde: Boligsidens Markedsindeks)

    Regional udvikling i priser på villaer og rækkehuse:

    Region

    Salgspris (kr. pr. kvm.)

    Ændring seneste måned

    Ændring seneste år

    Region Hovedstaden

    32.890 kr.

    1,5 %

    20,8 %

    Region Midtjylland

    14.372 kr.

    0,6 %

    11,2 %

    Region Nordjylland

    10.714 kr.

    -0,3 %

    6,7 %

    Region Sjælland

    14.799 kr.

    0,3 %

    13,8 %

    Region Syddanmark

    11.738 kr.

    0,4 %

    10,0 %

    (Kilde: Boligsidens Markedsindeks)

    Kontakt:

    Har du brug for yderligere kommentarer eller tal for de(n) kommune(r), du dækker. Kontakt kommunikationsdirektør Birgit Daetz, bcd@boligsiden.dk. Telefon: 21210284

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/efter-coronaeffekt-pa-boligmarkedet-er-prisudviklingen-nu-stabil?releaseId=13627838

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **