PRM / Endnu en nedskalering af hurtigtest

    Pressemeddelelse fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed

    Syv dage i streg har antallet af hurtigtest været under 200.000 daglige test. Derfor har Styrelsen for Forsyningssikkerhed meddelt de private udbydere, at deres setup fremover kun skal kunne teste 300.000 om dagen, og ikke 400.000 om dagen som hidtil.

    Testindsatsen vil fortsat blive tilrettelagt, så danskere nemt kan komme til et testcenter. Derfor vil der fortsat ikke være længere end 20 km. til nærmeste teststed for den enkelte dansker (enten PCR eller antigentest), og der vil være både et PCR- og et antigenteststed i alle kommuner.

    Direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns siger:

    “Ugentlige vatpinde i næse og hals er fortid for rigtig mange danskere, men vi skal fortsat sikre gode testmuligheder, for de som stadig har brug for en test til coronapasset. Men er det muligt for dig, så vil jeg opfodre til at benytte PCR-test. De er mere sikre og kan finde de mere smitsomme varianter.”

    I sidste uge blev der i gennemsnit foretaget 146.000 hurtigtest dagligt og 81.000 PCR-test dagligt.

    Testkapaciteten for PCR-test holdes fast på 170.000 daglige test.

    Fakta om testkapaciteten:

    Testkapaciteten for hurtigtest er et udtryk for, hvor mange test de private udbydere skal kunne foretage om dagen. Myndighederne betaler som udgangspunkt kun for det antal test, som foretages.

    Modellen for nedskalering af antigentestkapaciteten er en fem trins-model. Det grundlæggende element er, at der skrues ned, når testaktiviteten i en periode er faldet væsentligt. F.eks. nedskaleres antigentestkapacitet fra 400.000 til 300.000, når der i en periode på syv dage er blevet foretaget under 200.000 daglige antigentest. Det har været tilfælde de seneste syv dage, derfor nedskaleres nu til trin 3.

    Model for nedskalering af antigentestkapaciteten

    Trin 1Kapacitet på 500.000 daglige antigentest
    Trin 2Såfremt testaktiviteten er under 300.000 daglige antigentest syv dage i streg, kan trin 2 iværksættes, og der nedskaleres til en kapacitet på 400.000 daglige antigentest. (Iværksat den 22. juni)
    Trin 3Såfremt testaktiviteten er under 200.000 daglige antigentest syv dage i streg, kan trin 3 iværksættes, og der nedskaleres til en kapacitet på 300.000 daglige antigentest. (Iværksat den 19. juli)
    Trin 4Såfremt testaktiviteten er under 100.000 daglige antigentest syv dage i streg, kan trin 4 iværksættes, og der nedskaleres til en kapacitet på 200.000 daglige antigentest.
    Trin 5Såfremt testaktiviteten er under 50.000 daglige antigentest syv dage i streg, kan trin 5 iværksættes, og der nedskaleres til en kapacitet på 100.000 daglige antigentest.

    Alle danskere vil stadig nemt kunne komme til et testcenter. Men der vil kunne opleves færre åbne timer på landets testcentre og mindre personale i takt med, at en nedskalering finder sted, ligesom antallet af teststeder løbende tilpasses. Adresser og åbningstider for testcentrene opdateres løbende på coronasmitte.dk.

    Kontakt:

    Senior kommunikationsrådgiver Camilla Svane email: csh@sfos.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/endnu-en-nedskalering-af-hurtigtest?releaseId=13626603

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **