PRM / Byggeri til diabetesforskning og lokaler til medicinstuderende kickstartes med valg af entreprenør

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    C.C. Contractor A/S er valgt som totalentreprenør på byggeriet, der vil stå færdigt ultimo 2023.

    – C.C. Contractor A/S har afleveret et meget overbevisende og gennemarbejdet tilbud, som har scoret højt på alle de parametre, der ligger til grund for vurderingen – og som samtidig er indenfor budgettet. Vi ser derfor meget frem til samarbejdet med C.C. Contractor A/S, siger projektchef Jens Peter Nielsen, Projekt Universitetshospital i Køge.

    Plads til forskning og de studerende på lægeuddannelsen i Køge

    Byggeprojektet (TE06) omfatter i alt ca. 4.500 m² nybyggeri i fem etager med direkte forbindelser til eksisterende bygninger og kældre. Placeringen giver en optimal sammenhæng med de øvrige uddannelses- og forskningsaktiviteter, som sammen med behandling udgør fundamentet i universitetshospitalet.

    Husets funktioner har fælles foyer, men har derudover hver sine dedikerede områder i huset. Steno Diabetes Center Sjælland placeres i de to nederste etager, mens lægeuddannelsen placeres i de øverste tre etager af nybyggeriet.

    Baggrund

    • Det er mellem Region Sjælland og Novo Nordisk Fonden aftalt, at Novo Nordisk Fonden donerer midler til en tilbygning til det eksisterende Sjællands Universitetshospital, som kan anvendes til Steno Diabetes Center Sjællands forsknings- og udviklingsrelaterede diabetes-indsats.
    • I samme bygning placeres Region Sjællands nuværende lægeuddannelse. Region Sjælland har et samarbejde med Københavns Universitet om et særligt Region Sjælland-spor for kandidatstuderende, altså studerende på de sidste tre år af lægeuddannelsen. Denne del af bygningen finansieres af regionen.

    Billedtekst: C.C. Contractor A/S er valgt som totalentreprenør på byggeriet

    Kontakt:

    Projektchef Jens Peter Nielsen, 93 56 76 13

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/byggeri-til-diabetesforskning-og-lokaler-til-medicinstuderende-kickstartes-med-valg-af-entreprenor?releaseId=13626163

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **