Pressemeddelelse fra home a/s
Ude på boligmarkedet hører ejendomsmæglerne fortsat færre fodtrin og bank på døren efter en travl coronatid, hvor boligjagt var en folkedille på linje med fællessang.
Nye tal for boligmarkedet i juni fra ejendomsmæglerkæden Home og Danske Bank viser, at der fortsat bliver skruet ned for boligsnakken – med færre boligkøbere på fremvisning og færre købere der sætter en underskrift.
– Danskerne har fået andet at gå op i – genåbning, arbejde, fodbold-EM, ferie og udlandsrejser – og så er der bare mange, der har fundet hjemmet eller sommerhuset, enten impulsivt eller fremskyndet. Det kan alt i alt ses i aktiviteten nu, siger Michael Dalsager, talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.
HELE BOLIGBRIEF MED TAL FOR ALLE BOLIGTYPER, LANDSPLAN OG REGIONER VEDHÆFTET.
Tidligere udsendt PM erstattes af denne udgave.
FREMVISNINGER FRA MAJ TIL JUNI
Den seneste måned har der – igen – været færre ude at se på bolig, størst er faldet for sommerhusene.
Fremvisninger af huse går tilbage i alle regioner – og mest tilbage i Region Hovedstaden, hvor boligmarkedet er braget mest frem det seneste år.
Landsplan:
- Antallet af fremviste huse er faldet 12,9 %
- Antallet af fremviste ejerlejligheder er faldet 10.7 %
- Antallet af fremviste sommerhuse er faldet 19,4 %
Kilde: Boligbrief, Home og Danske Bank – sæsonkorrigeret uden 3 mdr. glid. gns
HANDLER FRA MAJ TIL JUNI
Antallet af handler er også faldet fra maj til juni – for alle tre boligtyper.
Størst er faldet i lejlighedssalget.
I Region Hovedstaden falder lejlighedssalget med 1,6 %.
Salget af huse er lavere i Hovedstaden, 11,6 %, og på Sjælland. I regionerne vest for Storebælt er hussalget steget.
Landsplan:
- Antallet af solgte huse er faldet 1,7 %
- Antallet af solgte ejerlejligheder er faldet 2,4 %
- Antallet af solgte sommerhuse er faldet 1,4 %
Kilde: Boligbrief, Home og Danske Bank – sæsonkorrigeret uden 3 mdr. glid. gns
PRISER FRA MAJ TIL JUNI
Det er 3. måned i streg, at der er mindre aktivitet på boligerne til salg – også i april og maj skruede køberne ned for farten efter en rekordtravl marts hos ejendomsmæglerne.
Først faldt fremvisningerne, siden handlerne, mens priserne, sidste led i ligningen, fortsat er stigende.
Landsplan:
- Huspriserne er steget 1,5 %
- Lejlighedspriserne er steget 1,8 %
- Sommerhuspriserne er steget 2,4 %
Kilde: Boligbrief, Home og Danske Bank – sæsonkorrigeret med 3 mdr. glid. gns
Det er ikke så overraskende, mener vi i Home.
Reaktionstiden i priserne er typisk længere, når opbremsningen ikke skyldes pludselige hændelser.
Det skyldes, at fremgangen gennem længere tid også sætter præg på de nye boliger, der sættes til salg.
Høje forventninger dæmpes
– De mange historier om store boliggevinster og stigende friværdier bliver vekslet til – forståeligt nok – høje forventninger til prisen på boligen. Det tager så at sige lidt tid at ændre på det syn, siger Michael Dalsager:
– Men vi hører fra vores lejlighedsmæglere i de store byer, at der bliver lyttet mere til mæglerens anbefaling. At der er en erkendelse af, at priserne ikke bare kan blive ved med at stige, at priserne allerede er ganske fornuftige og at flere lejlighedsejere endda retter priserne til og kommer køberne mere i møde.
Så ejendomsmæglerne oplever et begyndende skifte i stemningen – og det kan sammen med færre købere på boligjagt og flere købsmuligheder, fordi udbuddet stiger, lægge en dæmper på priserne i løbet af de kommende måneder.
Færre fremvisninger og færre handler plejer at være en optakt til mere forhandling om priserne.
Fortsat god efterspørgsel
Med til det aktuelle billede hører, at efterspørgslen fortsat er god.
Villasalget er på landsplan faktisk en smule bedre end for et år siden, mens salget af fritidshuse og ejerlejligheder er lavere.
Tilbageblikket et år tilbage afslører tydeligt, at sommerhussalget er i et helt andet gear nu end dengang.
Både antallet af fremviste sommerhuse og solgte sommerhuse er omtrent halveret nu, men dog fortsat er højere end i 2019, viser tallene i Home.
Så meget er priserne steget
Det seneste år er den procentvise stigning i priserne steget mest på sommerhusene, 20,6 %, mens ejerlejligheder og villaer/rækkehuse er steget omtrent det samme – hhv. 14,4 % og 14,2 %.
Opgjort i kroner er prisstigningen størst for lejlighederne det seneste år, mens det er sommerhusene, der er steget mest den seneste måned:
| Juni 2021 ift. maj 2021 | Juni 2021 ift. juni 2020 |
Hus 140 kvm | 38.500 | 287.280 |
Lejlighed 80 kvm | 31.600 | 344.160 |
Sommerhus 80 kvm | 54.000 |
Kontakt:
Talsperson – senior kommunikationskonsulent – presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/boligmarkedet-skruer-fortsat-ned-for-faellessangen?releaseId=13625892
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **