PRM / Stærk profil skal stå i spidsen for nyt grønt forretningsområde i Norlys

    Pressemeddelelse fra Norlys

    Thomas Boll Matthiesen får ansvaret for at søsætte Norlys’ nye forretningsområde omkring e-Mobility, hvor ambitionen er at levere ladeløsninger til privat- og erhvervskunder og opstille 300.000 ladestandere frem mod 2030. Med en baggrund som ansvarlig for blandt andet forretningsudvikling og strategi i virksomheder som Ørsted, NRGi, Siemens og ikke mindst Norlys har han et solidt grundlag som afsæt for den nye rolle.

    – Thomas kommer med solid erfaring, stærke strategiske kompetencer og mange år i energibranchen. Han har en vanvittig god fornemmelse for forretningsudvikling og er en strateg, der får tingene til at ske. Sagt på jysk er jeg godt tilfreds med, at Thomas har sagt ja til at stå i spidsen for vores nye forretningsområde. Jeg er overbevist om, at han er den helt rette mand til opgaven, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys Energi.

    Et løft til energibranchen

    Når Norlys nu vælger at tilføje dette nye forretningsområde til porteføljen, er det et naturligt næste skridt i at møde kundernes ønsker og behov for grønne løsninger.

    – Jeg er meget glad for at blive tilbudt muligheden for at stå i spidsen for vores nye forretningsområde. Det er topmotiverende at være en del af en stærk koncern, der markerer sig så overbevisende i den danske energibranche. Vi kan allerede tydeligt mærke regeringens målsætning om, at der skal køre 760.000 el- og hybridbiler på de danske veje i 2030 i efterspørgslen på ladeløsninger. Med e-Mobility kommer vi til at give et markant løft til energibranchen, når vi over de kommende år opfører en vigtig del af den infrastruktur, der skal være med til at sikre et grønnere Danmark, slutter Thomas Boll Matthiesen.

    Thomas Boll Matthiesen tiltrådte stillingen den 17. maj 2021.

    Kontakt:

    Mette Madsen Dam tlf.: 20865161 email: metdam@norlys.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/staerk-profil-skal-sta-i-spidsen-for-nyt-gront-forretningsomrade-i-norlys?releaseId=13625726

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **