PRM / Gigtmiddel kan lindre smerter ved håndledsbrud

    Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

    – Hvis du har et knoglebrud, der ligger tæt på et led, eller hvis bruddet er opstået, mens du er i gang med en ibuprofenbehandling, så behøver du ikke at stoppe med at bruge ibuprofen eller sætte brugen på pause. Du kan tage ibuprofen i op til en uge efter bruddet – der hvor smerterne er stærkest, siger Marius Aliuskevicius.

    Marius Aliuskevicius er speciallæge i ortopædkirurgi med speciale i håndkirurgi på ortopædisk afdeling på Aalborg Universitetshospital og udfører årligt cirka 200 håndoperationer.

    – Ibuprofen ser ikke ud til forhindre knogleheling, så i princippet kan håndkøbsmedicinen godt bruges i stedet for morfin og anden lignende medicin, der kan skabe afhængighed og være svært at komme ud af. Tag hellere ibuprofen, hvis du kan tåle det, evt. kombineret med paracetamol end at kaste sig over morfin med det samme. Det er et godt alternativ, hvis du har brug for smertestillede medicin efter et knoglebrud, siger Marius Aliuskevicius.

    Tidligere anbefalede lægestanden at stoppe ibuprofenbehandlingen efter knoglebrud, da dyreforsøg havde vist tendenser til at medicinen havde negativ virkning på knoglehelingen. Men der var meget få evidensbaserede randomiserede prospektive studier på mennesker. Det har Marius Aliuskevicius nu ændret ved at belyse ibuprofens virkning på knogleheling ved håndledsbrud i sin ph.d.-afhandling “The influence of ibuprofen on the healing of Colles’ fracture.”

    – Ibuprofen er velegnet til den akutte behandling af knoglebrud. Og patienter, der allerede bruger medicinen fx til lindring af gigt og kroniske rygsmerter, kan godt fortsætte med den, siger Marius Aliuskevicius.

    Grundigt studie

    I Marius Aliuskevicius studie blev patienter med håndledsnære spolebensbrud tilfældigt tildelt syv eller tre dages ibuprofen- eller placebobehandling med efterfølgende et års opfølgning. Som resultat var behandling med ibuprofen i den akutte fase ikke ringere med hensyn til de radiologiske, funktionelle, mineralmæssige, biokemiske og histologiske resultater. Ibuprofen-behandlingen demonstrerede bedre smertelindring for gips-behandlede patienter og en opioid-besparende virkning for kirurgisk behandlede patienter.

    Håndledsbrud sker oftest ved et fald på udstrakt håndled. Ældre med knogleskørhed er særlig udsatte, når de forsøger at afbøde fald. Yngre der dyrker sport, fx løbere, fodboldspillere og mountainbikere er også stærkt udsatte, når de med høj energi falder eller styrter.

    Erfaren håndkirurg

    Til daglig arbejdet Marius Aliuskevicius som afdelingslæge på håndkirurgisk afdeling, Aalborg Universitetshospital. Siden 2013 har han været tilknyttet Capio (tidligere Privathospitalet Skørping). Han arbejdede som overlæge håndkirurg på BG Klinikum Hamburg – et af de største håndkirurgiske centre i Tyskland i 2018 – 2019.

    Marius Aliuskevicius tog sin medicinske embedseksamen til cand.med. i 2001 på Kaunas University of Medicine, Litauen og afsluttede sin speciallægeuddannelse i ortopædkirurgi ni år senere i Danmark. Efterfølgende har han yderligere fordybet sig fagligt med både kurser inden for den internationale Good Clinical Practice videnskabelige kvalitetsstandard og en ph.d-uddannelse.

    Marius Aliuskevicius forsvarede sin ph.d.-afhandling “The influence of ibuprofen on the healing of Colles’ fracture” 21. maj 2021. Opponenterne var professor, ph.d. J. Mark Wilkinson fra University of Sheffield og professor, dr.med. Torben Bæk-Hansen, Holstebro.

    Fakta

    • Håndledsbrud er den hyppigste type knoglebrud. Årligt er der ca. 15.000 tilfælde i Danmark.
    • I aldersgruppen 0-25 år ses bruddet hyppigst hos drenge/mænd, mens kvinder dominerer statistikken efter 65-årsalderen.
    • Brudtypen udgør en tredjedel af alle brud hos ældre.
    • Sport og trafikulykker er hyppigste årsag i den yngre aldersgruppe. Hos ældre ses bruddet oftest efter et fald.
    • Kilde til fakta: Lægehåndbogen på Sundhed.dk

    Kontakt:

    Speciallæge i ortopædkirurgi, ph.d. Marius Aliuskevicius, 97 65 33 58, marali@rn.dk, Aalborg Universitetshospital, Ortopædisk afdeling,

    Kommunikationsmedarbejder, Jan Høst-Aaris, 20 90 32 49, janha@dcm.aau.dk, Aalborg Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Klinisk Institut, Forskningens Hus, Sdr. Skovvej 15, 9000 Aalborg.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gigtmiddel-kan-lindre-smerter-ved-handledsbrud?releaseId=13625635

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **