Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune
Kongehuset har mange flotte biler i garagen og det er ikke længere nødvendigt at køre med hestevogn for at komme rundt i landet, som det var engang. Men ved særlige begivenheder kører dronningen og kongefamilien stadig i hestevogn. Det skete bl.a. ved den store fejring af genforeningen den 13. juni, hvor dronningen kørte over den gamle grænse ved Frederikshøj i den samme karet, som også kørte over grænsen i 1920. Kareten er blevet brugt af både dronningen og hendes forgængere ved mange statsbesøg og officielle begivenheder siden den blev bygget i 1864. Og fra den 6. juli kan den opleves sammen med de øvrige vogne i udstillingen Kongelige Vogne på Slesvigske Vognsamling.
“Vi har gennem længere tid oparbejdet et rigtig godt samarbejde med Den Kongelige Stald, og derfor har vi fået mulighed for at vise de her helt enestående vogne frem til vores gæster.” fortæller Kim Jacobus Paulsen, der er museumsinspektør på Slesvigske Vognsamling.
Udstillingen byder også på vogne fra museets egen samling, heriblandt en såkaldt landauer, som tidligere har været lånt ud til både dronningen og kronprinsparret ved deres besøg på Årø og i Haderslev. Kim Jacobus Paulsen fortæller, at Slesvigske Vognsamling både har museumsvogne, der kan ses i udstillingen på Simmerstedvej, og en række vogne, som stadig er velkørende. Det er museets frivillige, som hjælper med at holde vognene i god stand så de er klar til at blive lånt ud til bl.a. kongehuset.
“Vi har både fornemme kareter og praktiske arbejdsvogne på Slesvigske Vognsamling” forklarer Kim Jacobus Paulsen og fortsætter: “Og begge typer af vogne giver et vigtigt indblik i, hvordan man gennem tiden er kommet fra A til B. Nogle gange skal man bare hurtigt frem for at komme på arbejde – andre gange er det selve turen, som er vigtig. En fin vogn har sikret, at alle på vejen har vidst, at det var en vigtig person, som var ude at køre.”
Borgmester H.P. Geil åbner udstillingen Kongelige Vogne ved en reception mandag den 5. juli. Af hensyn til corona-restriktionerne i museumslokalerne er receptionen dog kun for inviterede gæster. Udstillingen åbner for offentligheden tirsdag den 6. juli og kan opleves frem til d. 29. august.
Slesvigske Vognsamling er en del af Historie Haderslev.
Kontakt:
Kim Jacobus Paulsen
Museumsinspektør
Haderslev Kommune
Slesvigske Vognsamling
Simmerstedvej 1 – 6100 Haderslev
Direkte telefon: 74 34 78 19 – 23 29 07 50
kijp@haderslev.dk
www.haderslev.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dronningens-karet-udstilles-i-haderslev?releaseId=13625256
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **