PRM / Dansk Elbil Alliance: Vi skal videre, hvis vi skal nå én million elbiler

    Pressemeddelelse fra Dansk Energi

    I dagens Infrastrukturaftale 2035 afsættes 500 millioner kroner til 630 lynladestandere langs motorvejsnettet i Danmark i perioden 2022 til 2030. 630 lynladere rækker til én million elbiler i 2030 og er dermed et stort skridt fremad. Men skridtet er ikke langt nok, mener Dansk Elbil Alliance.

    – Salget af elbiler tager stormskridt fremad. Og med den fart, når vi langt over én million elbiler i 2030 – faktisk skal vi planlægge efter halvanden million elbiler på de danske veje, hvis vi skal være sikre på, at ladeinfrastrukturen er på omgangshøjde, siger Lærke Flader branchechef i Dansk Elbil Alliance.

    Eldrup kommissionen angiver i sin delrapport fra februar 2021, at der skal etableres 936 lynladestandere i 2030, hvis ventetiden skal holdes under to minutter på årets travleste dag. Men med aftalens 500 millioner kroner og 630 nye lynladestandere, vil ventetiden på en plads ved ladestanderen en helt almindelig fredag eftermiddag, ifølge Eldrup kommissionen, fortsat være på 10 minutter.

    – Det skal være lige så let og ubøvlet at være elbilist, som det er at køre i en fossilbil. Derfor skal udbygningen af ladeinfrastruktur være foran salget af elbiler, så der aldrig opstår køer til ladestanderne. For os er det vigtigt, at Eldrupkommissionens mål om maksimalt to minutters ventetid gennemføres, og derfor bliver der brug for flere lynladestandere hurtigere, end der lægges op til i dagens aftale, siger Lærke Flader

    Med aftalen afsættes desuden 275 million kroner til drivmiddelinfrastruktur til tung transport, som skal udmøntes efter en strategi, der laves i 2022.

    – I de kommende år skal der bygges ladeparker med mange lynladestandere til elbiler langs motorvejsnettet. Det er vigtigt, at vi tænker elektriske lastbiler ind i planlægningen af ladeparkerne, og det giver de 275 millioner kroner mulighed for, siger Lærke Flader.

    Der afsættes en pulje på i alt 100 millioner kroner i 2023 og 2024 til at understøtte øget anvendelse af el-delebiler. Puljen skal udmøntes som opfølgning på kampagnerne om delebiler og samkørsel, som blev besluttet med aftalen om Grøn omstilling af vejtransporten, og som udrulles i 2022.

    – De elektriske bybiler har for alvor fået tag i danskerne, og antallet af biler på gaderne i de større byer bliver flere og flere. Derfor er det godt, at partierne støtter udviklingen. Vi vil arbejde for at alle typer af elektriske delebiler støttes, også delebiler til korttidsudleje, siger Lærke Flader.

    Parterne er enige om at afsætte en pulje på 250 millioner kroner i perioden 2022-2026 til flere grønne busser og mere grøn flextrafik.

    – Elektrificeringen af busdriften har godt fat i rutebusserne, men er endnu ikke nået til de lange regionale ruter. Puljen skal sikre, at elektrificeringen når længere ud til de ruter, der hidtil ikke har kunnet omstilles, siger Lærke Flader

    Kontakt:

    Pressechef Birgitte Hougaard tlf.: 35 30 04 78 email: bho@danskenergi.dk

    Branchechef, Dansk Elbil Alliance Lærke Flader tlf.: 22 75 04 15 email: lfl@danskenergi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-elbil-alliance-vi-skal-videre-hvis-vi-skal-na-en-million-elbiler?releaseId=13625260

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **