PRM / Nordsjællandsk glæde over kommende motorveje

    Pressemeddelelse fra Halsnæs Kommune

    Hillerødmotorvejens forlængelse bliver til motorvej, og Frederikssund bliver koblet på motorvejsnettet. Det er resultatet af den brede politiske aftale om investeringer i fremtidens infrastruktur, som mandag blev indgået på Christiansborg.

    At der er motorvej på vej, vækker glæde blandt de nordsjællandske kommuner, der sammen har arbejdet på at synliggøre behovet for en forbedring af den regionale infrastruktur. I dag bruger bilister fra hele Nordsjælland nemlig længere tid end nødvendigt på at komme frem, fordi der mangler motorvej, og det er både til irritation for den enkelte og til skade for samfundsøkonomien.

    “Jeg glæder mig over, at Hillerødmotorvejen nu endelig kommer til at gå helt til Hillerød. Alt for mange bilister oplever, at de må holde i kø på forlængelsen hver dag, så en udbygning vil få positiv betydning for hele Nordsjælland. Og så skal en vej med så mange biler være motorvej for at være sikker nok. Det har også stor betydning, at strækningen er prioriteret så højt, for det haster med at få forbedret fremkommeligheden. Vi får snart et nyt nordsjællandsk hospital i Hillerød, som gør infrastrukturen i området ekstra vigtig. Så jeg er glad for, at Folketinget har lyttet,” siger borgmester i Hillerød Kommune Kirsten Jensen, der samtidig takker nabokommunerne og virksomhederne i området for samarbejdet om en bedre infrastruktur.

    “Jeg er glad for, at det omsider er lykkedes at få statslige investeringer til Nordsjælland. Det er godt for borgerne, pendlerne, erhvervslivet og gæsterne i Gribskov, der alle får en lidt lettere hverdag. Vi håber, at arbejdet kommer hurtigt i gang. Vi er i Gribskov i fuld gang med at opgradere vores eget vejnet, så vi får den samlede infrastruktur til at hænge bedre sammen,” siger Anders Gerner Frost, borgmester i Gribskov Kommune.

    Med den nye infrastrukturaftale kan arbejdet med at udbygge Hillerødmotorvejens forlængelse gå i gang til næste år, mens en færdiggørelse af motorvejen til Frederikssund er planlagt til 2026. Midt i glæden vækker tidsplanen ærgrelse hos Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen.

    “Vi ser frem til at få motorvejen til Frederikssund, men jeg er ærgerlig over, at det først sker i 2026. Men samtidig glæder jeg mig over, at Kronprinsesse Marys Bro over Roskilde Fjord bliver betalingsfri, at vi får bedre togforbindelser til Frederikssund, og at der indføres vendespor ved Carlsberg. Det er samlet set ikke så ringe for Frederikssund,” siger John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune.

    Motorvejen til Frederikssund stopper i dag ved Tværvej nær Smørum, mens motortrafikvejen mellem Hillerød og Allerød pt. er Danmarks mest trafikerede statsvej, der ikke er motorvej.

    Halsnæs, Gribskov, Helsingør, Fredensborg, Frederikssund og Hillerød kommuner har sammen arbejdet på at synliggøre behovet for investeringer i områdets infrastruktur i det såkaldte sekskommunesamarbejde. Samarbejdet har også omfattet det lokale erhvervsliv, som bakker op om behovet for investeringer i den nordsjællandske infrastruktur.

    Kontakt:

    Kirsten Jensen
    Borgmester i Hillerød Kommune
    Telefon: 7232 0001

    Anders Gerner Frost
    Borgmester i Gribskov Kommune
    Telefon: 7249 8215

    John Schmidt Andersen
    Borgmester i Frederikssund Kommune
    Telefon: 4093 0622

    Steffen Jensen
    Borgmester i Halsnæs Kommune, talsmand for sekskommunesamarbejdet
    Telefon: 2620 0782

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nordsjaellandsk-glaede-over-kommende-motorveje?releaseId=13625209

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **