PRM / Efterskolen kan give unge mere mod på madlavning

    Pressemeddelelse fra Madkulturen

    Danske unge halter efter resten af befolkningen, når det kommer til evner og overskud i køkkenet. Men det billede kan ændre sig for den fjerdedel af en dansk ungdomsårgang, der vælger et år på efterskole.

    På efterskolerne indgår obligatoriske køkkentjanser nemlig som en del af opholdet. Hvis eleverne får ansvar og medbestemmelse i køkkenet, kan det både give bedre madvaner og vigtige køkkenkompetencer med på vejen ind i ungdomslivet. Det konkluderer en ny rapport, Center for Ungdomsforskning (CeFU) har lavet for Madkulturen med støtte fra Nordea-fonden.

    “Vi ved, at de unge er storforbrugere af færdigretter og bruger væsentlig mindre tid i køkkenet end resten af den danske befolkning. Efterskolerne er et helt oplagt sted at sætte ind. Men eleverne får ikke større interesse i madlavning ved kun at blive sat til at skrælle kartofler. De skal involveres og have en aktiv rolle som stolte medskabere af de måltider, de serverer,” siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen.

    Kartoffelskræller eller kokkelærling

    3 ud af 4 elever i CeFU’s undersøgelse har meget lille interesse i madlavning og dårlige forudsætninger for at slå sig løs i køkkenet. Alligevel svarer 70% af eleverne, at de kan bruge det, de har lært i køkkenet på efterskolen. 36% mener, de er blevet bedre til at lave mad, mens 45% angiver, at de spiser flere grøntsager efter efterskoleopholdet.

    Udbyttet af køkkentjansen afhænger dog i høj grad af, om køkkenpersonalet ser elevernes deltagelse som praktisk hjælp eller som et led i en læring, hvor eleverne er med til at skabe måltidet.

    “Et efterskolekøkken, som skal flytte eleverne, kræver et køkkenpersonale, som ser sig selv også som et pædagogisk personale, og at køkkenet er en åben integreret del af elevernes liv på efterskolen”, siger professor Noemi Katznelson fra CeFU på baggrund af rapporten.

    170 køkkenmedarbejdere uddannet som kulinariske vejledere

    Køkkenpersonalets rolle er også i fokus hos Madkulturen og Efterskoleforeningen, der med støtte fra Nordea-fonden har gennemført kurser for 170 ansatte i køkkenerne på 60 af landets 240 efterskoler. Projektet, Efterskolernes køkkentjans, har rustet køkkenpersonalet til en pædagogisk rolle som kulinariske vejledere for eleverne og til at bruge køkkenet som et aktivt læringsrum.

    “Det er unikt for efterskolerne, at vi har eleverne i køkkenet i flere uger ad gangen – samtidig med at de gennem hele året opbygger tæt relation til personalet. Det er virkelig en mulighed for at knytte køkkenarbejdet sammen med gode oplevelser af fællesskab og af at tage ansvar sammen med andre. Med kurserne arbejder vi for at gøre den gode køkkenoplevelse til en fast del af dannelsesrejsen på en efterskole”, siger formand for Efterskoleforeningen Torben Vind Rasmussen.

    Han oplever, at køkkenpersonalet har fået et stort udbytte af kurserne. Det smitter igen af på de mere end 8.000 elever, der har gået på efterskolerne, mens køkkenpersonalet har fået undervisning – og på kommende årgange af elever. Der tilbydes nye forløb i 2022, hvor flere efterskoler får mulighed for at deltage.

    Fakta: Unges madkultur

    Ifølge Madkulturens undersøgelser halter unge mellem 18 og 25 efter resten befolkningen med hensyn til madvaner og færdigheder i køkkenet:

    • 7 ud af 10 mangler overskud til at lave hjemmelavet mad mod halvdelen for resten af danskerne (Madkulturen: Unges mad- og indkøbsvaner, 2020).
    • Næsten 4 ud af 10 unge bruger under 15 minutter på at lave aftensmad (Madkulturen: Madkultur 2018).
    • Kun ca. 1 ud af 3 af de unges aftensmåltider er helt hjemmelavede mod halvdelen for hele befolkningen (Madkulturen: Madkultur 2018).
    • Flere end 1 ud af 4 unge mener selv, deres madlavningsevner er decideret utilstrækkelige. (Madkulturen: Madkultur 2019).

    Fakta: Ny rapport om madkultur på efterskolen

    Den nye rapport er skrevet af forskerne Noemi Katznelson, Maria Bruselius-Jensen & Rikke Kjærsgaard Amtoft fra Center for Ungdomsforskning (CeFU) ved Aalborg Universitet i København. Den er lavet for Madkulturen med støtte fra Nordea-fonden.

    Rapporten bygger på 40 interviews og 268 spørgeskemabesvarelser fra unge på tre efterskoler, der har deltaget i Efterskolernes køkkentjans.

    Fakta: Deltagere i Efterskolernes køkkentjans

    Sjælland
    Halstedhus Efterskole
    Kastanievej Efterskole
    Brøderup Efterskole
    Gribskov Efterskole
    Karise Efterskole
    Lundby Efterskole
    Flakkebjerg Efterskole
    Haslev Idrætsefterskole
    Svenstrup Efterskole

    Fyn
    Billeshave Efterskole
    Eisbjerghus Internationale Efterskole
    Vesterdal Efterskole
    Viby Efterskole
    Nislevgård Efterskole
    Tommerup Efterskole
    Vejstrup Efterskole
    Haarby Efterskole
    Broby Sportsefterskole
    Ryslinge Efterskole

    Midt- og Østjylland
    Frydensberg Efterskole
    Skals Efterskole
    Nørbæk Efterskole
    Efterskolen Helle
    Levring Efterskole
    Frijsenborg Efterskole
    Lystruphave Efterskole
    Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole
    Efterskolen for Scenekunst
    Eriksminde Efterskole

    Syd- og Sønderjylland

    Hoptrup Efterskole
    Efterskolen Epos
    Rødding Fri Fag- og Efterskole
    Skanderup Efterskole
    Sydvestjyllands Efterskole
    Sundeved Efterskole
    Rejsby Europæiske Efterskole
    Sportsefterskolen SINE
    Ølgod Efterskole
    Aabæk Efterskole

    Nordjylland
    Dronninglund Efterskole
    Farsø Efterskole
    Himmerlandscentrets Idrætsefterskole
    Hobro Efterskole
    Hørby Efterskole
    Ingstrup Efterskole
    Tolne Efterskole

    Sydøstjylland
    BGI Akademiet
    Bråskovgård Efterskole
    Koldingegnens Idrætsefterskole
    Kragelund Efterskole
    Vrigsted Efterskole

    Midt- og Vestjylland
    Bøvling Idrætsefterskole
    Den Danske Design og Håndværksefterskole
    Frøstruphave Efterskole
    Hestlund Efterskole
    Idrætsefterskolen Lægården
    Nøvlingskov Efterskole
    Vedersø Idrætsefterskole

    Kontakt:

    Presse- & kommunikationsansvarlig Minna Wright tlf.: 2083 0145 email: minna@madkulturen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/efterskolen-kan-give-unge-mere-mod-pa-madlavning?releaseId=13624919

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **