PRM / Falsk fartkontrol driller danskerne

    Pressemeddelelse fra Netto

    Bilisterne slipper med skrækken ved den falske fartkontrol i vejkanten ved indkøbscenteret Waves i Hundige syd for København. Den hvide varevogn, der bærer alle kendetegnene fra bilisternes nemesis, efterfølges nemlig af et reklameskilt med teksten: “Det er dyrt at blive blitzet – Gå i Netto”.

    Den falske fartkontrol er med til at kickstarte et nyt reklameunivers for Netto. Med omdrejningspunkt i indsigten, at “Livet er dyrt” vil Netto påpege og kommentere de ting, der gør, at livet som dansker føles dyrt. Og dermed præsenterer Netto sig som undtagelsen for reglen. For løsningen på problemet er selvfølgelig: Gå i Netto – dermed får vi nemlig råd til vores liv.

    Også bolig- og benzinpriser får en tur

    Som med den falske fartkontrol vil meget af Nettos kommunikation foregå i en relevant kontekst. Eksempelvis er der også reklameskilte om dyr benzin foran tankstationer, mens andre reklamer kører på lokale boligpriser.

    – Nettos lave priser hjælper mange danskere med at få bedre råd til alle de ting, de gerne vil have, men også bedre råd til alle de mindre sjove udgifter, som man møder i sin hverdag. Med de nye reklamer håber vi at komme igennem med dette budskab på en måde, som kan give danskerne et lille smil på læben, siger Kathrine Werling, marketingchef i Netto

    Udover budskaberne i gadebilledet, kører de første tv-reklamer allerede. Det nye reklameunivers er udviklet af reklamebureauet Brandhouse/Subsero, som Netto skiftede til tidligere i år.

    Kontakt:

    Kathrine Werling, Nettos marketingchef – 53 88 00 40
    Felix Binggeli, brandkonsulent hos Brandhouse – 21 26 03 30

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/falsk-fartkontrol-driller-danskerne?releaseId=13624874

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **