PRM / Stærkere stemme til eliteidrætten

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    DIF og Team Danmarks fælles aktivkomité er de aktives talerør over for bestyrelse og administration i DIF og Team Danmark og kan gå ind i sager om OL og eliteidræt.

    Ved DIF’s årsmøde 2021 lørdag den 19. juni har repræsentantskabet besluttet at gøre Aktivkomiteens stemme endnu stærkere ved at vedtage et forslag til revision af Aktivkomitéens organisering. Forslaget betyder også, at Aktivkomitéen skifter navn til Atletkomitéen.

    Næstformand i den nye atletkomité, Casper Stenderup, er glad for de nye vedtagne regulativer:

    “Det er en god dag for dansk eliteidræt. Atletkomitéen, som vi nu hedder, skal fylde mere og have støre indflydelse på atleternes forhold og vilkår. Det bliver muligt nu med de nye regulativer. Derudover bliver vores demokratiske organisering mere tidssvarende,” siger Casper Stenderup.

    Blandt ændringerne i Aktivkomitéens organisering er:

    – Komitéens mandat udvides, så den også er bindeled til WADA’s Athletes Commission.

    – Kredsen af valgbare og stemmeberettigede atleter uden OL- eller PL-baggrund udvides, så
    den bærende landsholdsrelation for disse atleter kan gå seks år tilbage mod fire år i dag.

    – Valg til komitéen deles i to valghandlinger, så der afholdes valg hvert andet år, forskudt for henholdsvis atleter med baggrund i sommer-OL og øvrige atleter. I dag vælges alle komitéens medlemmer i én og samme valghandling. Valgene gælder fortsat for fire år ad gangen.

    – Formanden kan fremover konstitueres blandt alle komitéens valgte medlemmer, hvor formanden i dag skal have idrætslig baggrund i et olympisk forbund.

    – Komitéen skifter navn fra Aktivkomité til Atletkomité.

    Kontakt:

    Casper Stenderup, næstformand i atletkomitéen, mobil 30 74 07 03

    Foto:
    Lars Møller

    Kontakt:

    Redaktør Jacob Andersen tlf.: 24411213 email: jaa@dif.dk skype: jacob.bech.andersen

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/staerkere-stemme-til-eliteidraetten?releaseId=13624626

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **