PRM / Thomas Senderovitz bliver Årets Europæer

    Pressemeddelelse fra Europabevægelsen

    Da corona-krisen brød ud, gik de europæiske medlemslande sammen for at lave fælles indkøb af vacciner. Trods startvanskeligheder har forløbet været en ubetinget fordel for Danmark. Sådan lyder det fra tidligere direktør for Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz. Thomas Senderovitz har, som bl.a. tidligere medlem af bestyrelsen for Det Europæiske Lægemiddelagentur, varetaget EU-landenes interesse under corona-krisen. Europabevægelsen lægger vægt på, at Thomas Senderovitz samtidig med saglighed og faglighed har forsvaret EU’s fælles vaccine-indkøb og påpeget styrken ved at handle i fællesskab – selv når bølgerne gik højest i debatten. Europabevægelsen giver prisen som Årets Europæer til Thomas Senderovitz for denne indsats.

    Årets Europæer: Jeg er pavestolt og meget beæret

    Prisen blev overrakt kl. 15.00 af Europabevægelsens formand Stine Bosse på Europabevægelsens hovedscene på Folkemødet på Bornholm. Det skete til stor glæde for modtageren.

    – Jeg er pavestolt og meget beæret over at modtage prisen som Årets Europæer! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget stor tilhænger af det europæiske samarbejde, og inden for lægemiddelområdet er samarbejdet simpelthen den eneste vej frem. Hertil kommer, at omfattende, ja globale sundhedskriser jo slet, slet ikke kan løses af enkelte lande, men kun i samarbejde. Vi både kan og skal forberede os på fremtidige kriser i EU, og vi skal gøre dette i samarbejde med resten af verden. Der er i min optik ikke et realistisk alternativ for os til det europæiske samarbejde. Og selvom det jo aldrig bliver perfekt så er alternativet utænkeligt, siger Thomas Senderovitz.

    En uvurderlig stemme i debatten om EU’s vaccine-indsats

    I en udtalelse fra Europabevægelsens forretningsudvalg begrunder Europabevægelsen, hvorfor Thomas Senderovitz i år modtager prisen som Årets Europæer:

    “Thomas Senderovitz har under corona-krisen udgjort en uvurderlig stemme i debatten om EU’s vaccine-indsats; gennem kontinuerlig faglig oplysning om fordelene samt udfordringerne ved en fælles vaccine-indkøbsindsats har Thomas Senderovitz insisteret på nuancerne i en følelsesladet debat. Thomas Senderovitz har gentagne gange understreget ud fra et fagligt udgangspunkt, at EU’s fælles vaccine-indsats har været en fordel for vaccine-hastigheden i EU, herunder Danmark. Senest har Thomas Senderovitz med bogen “Kapløbet om vaccinen” vist, at selv de mest komplekse procedurer i EU kan gøres forståelige for alle, så længe formidlingen er klar. Den politiske debat om EU’s retning bør bygge på solid, faglig viden, for at vi kan vurdere alternative retninger på en retvisende måde. Denne viden bidrager Thomas Senderovitz med. Det muliggør, at EU-medlemslandene, trods en vanskelig start på vaccine-indsatsen, kan rustes bedre til at håndtere fremtidige grænseoverskridende sundhedskriser i fællesskab, til glæde for borgerne i hele EU. Af denne grund giver Europabevægelsen prisen Årets Europæer til Thomas Senderovitz”

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationsansvarlig Emil Sloth Andersen tlf.: +45 22 51 67 57 email: esa@europabevaegelsen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/thomas-senderovitz-bliver-arets-europaeer?releaseId=13624043

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **